Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Viggo Stuckenberg: En Smule Trosbekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 En Smule Trosbekendelse.
Men ét, jeg ved, varer Livet ud,
min Sjæl i dens spillende, spraglede Skrud,
udelelig hel, ingen Tomme forddt
fra den Gang, jeg blev af min Moder født!
Vidt har den vandret, i Ørkner tit,
men hvad den saa fandt sig, blev altsammen mit,
Sandskorn og Guld — og hver usselig Ting
umisteligt Led i en sluttet Ring.
Og altsammen ejer den samme Værdi,
thi altsammen fælded det Bund i den Sti,
jeg vandred og vandrer, i Dag som i Gaar,
fra da jeg blev Mand — ind i kommende Aar.
III.
Og har jeg dyrket Dagens Sol,
og har jeg tilbedt Døden
og set mig glad paa en Viol
og slidt mig syg for Føden,
og har jeg fejret Elskovs Fest
og kysset Kvindebarme,
og har jeg præket som en Præst
mod Blodets vilde Varme.
jeg solgte gerne et Par Aar
af dem, som er i Vente,
for fra min Ungdoms viltre Vaar
endnu et Kys at hente,
gav gerne denne Solfaldsglans,
der nu mit Hjerte fylder,
for lidt af det, der Sind og Sans
forpester og forgylder!
Et Aar i Sorg, en Dag i Fryd!
jeg valgte begge Dele
for Syndefriheds beske Dyd
og Sjælsfred og det hele!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
