Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Viggo Stuckenberg: En Smule Trosbekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103 En Smule Trosbekendelse.
Ak, godt og ondt faar følges ad,
faar sammen gro mod samme Himmel,
jeg mægter ej det mindste Blad
at bryde i den hele Vrimmel.
V.
Ja — jeg kan skifte Mening,
det har jeg gjort saa mangen Gang,
— hvem flk vel i Forlening?
den sidste Sandheds Himmelvang?
Der gaar saa mange Drømme,
saa mangen Tro i Blus og Brand,
hver Vaar slaar friske Strømme
imod den isgraa Vinterstrand.
Lad Drømme brænde, Tro gaa ned
og blive Støv langs Veje!
det Ar, som de i Sjælen sved,
bær jeg som evigt Eje!
Vi.
Jeg har et Helgenskrin i Hus,
af Uvejrssus,
af Solens Guld,
af Nat og fattigt Stjernesmuld
saa skønt, saa sindrigt drevet,
dér sover som i Helgenblund
hver runden Stund,
mit Liv, som jeg det leved.
Naar for hver stakket Dagens Lyd,
for Døgnets Fryd
og Døgnets ondt
og Døgnets Larmen Verden rundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
