Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Poul Levin: Stjaalne Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stjaalne Breve.
127
Han vil ikke som jeg læse mellem Linierne, og han vil ikke
finde sine egne Ønsker udtalte der.
Ak, thi det ved jeg nu, at det er ingen Kunst at skrive
Breve, Kunsten bestaar i at modtage dem. Man maa ikke selv
skrive med paa andres Breve. Man skal lade Ordene gælde for
det, de gælder.
Det gjorde jeg ikke ved dine. Jeg stjal ud af dem — som
den klodsede Tyv, der stjal dine Breve, og troede, det var Guld.
Jeg troede ogsaa, at jeg stjal Guld ud af, hvad du skrev.
Og det var kun Hverdagspenge.
Derfor har jeg bødet. Derfor sidder jeg i en fremmed By
og gaar alle Mennesker ligegyldig forbi.
Dejlige, dejlige Breve! Dejlige for mig. Hvor famlede jeg
ikke graadigt i min Brevkasse efter dem, hvor lyste de ikke for
mig, hvor vakte de ikke Sang og Tak i mig.
Dejlige Breve for mig. Du havde jo skrevet dem, du havde
sat Frimærket paa Konvoluten, du til mig.
Og Brevkassen paa min Dør, den fattige, graa Kasse af
Zink, den var mig som et aabent Vindue, der vendte ud mod det
forjættede Land. Ind fra det strømmede jo al den Sol, der gives
for mig i Verden, den rene, klare Foraarssol.
Dejlige, dejlige Breve, som jeg læste og læste, plejede og
værnede, dyrkede og tilbad.
De lokkede og kaldte, lovede mig alt, hvad jeg skælvende
ønskede, sagde mig alt, hvad jeg helst vilde høre.
Dejlige, dejlige Breve!
Der kom en Aften, hvor de Breve blev min Skæbne, hvor
de blev den tunge Lænke af Længsel, jeg slæber efter mig.
Tro ikke, jeg vil bebrejde dig noget. Du elskede ikke mig,
kunde ikke gøre for, at jeg elsker dig saa højt, at alt andet i mit
Liv er ringe imod det.
Vi var Venner, og da jeg rejste til Udlandet for at studere,
lovede du at skrive mig til. Du holdt dit Løfte, du blev ved at
være min Ven.
Og da jeg kom hjem og endnu med Rejsestøvet i Klæderne
søgte dig, da forstod du i Begyndelsen slet ikke min Tale, og da
du forstod den, blev du bedrøvet.
Tilflkuerea. 1896. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
