Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Poul Levin: Stjaalne Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Stjaalne Breve.
Husker du, hvad jeg sagde? Husker du, at der var intet
Ord om Længsel, der var kun Ord for den Sejr, den Jubel, der
havde klinget i mit Hjerte i lykkelige Dage og Nætter. Ja, som
en Sejrherre kom jeg dig i Møde, saa vis i min Sag, saa ung og
stærk, saa god, som den største Lykke kan gøre et Menneske.
Der stod jeg og strakte i hvert Ord Armene ud imod dig,
talte ikke ud, sagde kun halve Sætninger, fordi jeg atter og atter
havde drømt, at du vilde fuldende dem.
Saa mægtig jeg følte mig dengang, saa ringe er jeg nu.
Skammen kan komme listende over mig i alle Døgnets Timer,
kan gøre mig ond, fuld af Ondskab mod alle Menneske!-.
Ved du, min Elskede, at jeg kan samle alle Sprogets
hadefuldeste Ord om dit Navn, det Navn, som for mig har den skønneste
Klang i Verden, at jeg kan slynge de urimeligste Beskyldninger
efter dig. Ak, hvad nytter det. Lige ren, lige hvid, lige skyldløs
hæver du dig igen for min Sjæl.
Og jeg synker betaget sammen med Velsignelser over den,
jeg har skændet.
Jeg rejste min Vej, tog tilbage, hvorfra jeg kom, men fandt
ingen Ro. Jeg maatte videre, jeg turde slet ikke standse.
Jeg husker, at da jeg skulde rejse, stod jeg længe med
dine Breve i Haanden for at tilintetgøre dem. Aa, havde jeg dog
gjort det, gjort det i Raseri og med lukkede Øjne.
Thi da jeg sad fjernt fra dig og fra alt, hvad der lyser
i min Sjæl, da tog jeg dem frem, og jeg hørte som en skraldende
Haanlatter omkring mig: Aa haa! Dumrian! Drømmer!
Løgnhals! Dét staar der, ser du det nu? — Jamen glem ikke, hvad
du før læste ud af dem! — Kan du da ikke stave? Stav langsomt
som et lille Barn. Lad din Pegefinger følge hvert Bogstav —
langsomt — langsomt–K-æ-r-e, nej, du tager fejl, det siger ikke
kæreste, det er ikke andet end et ganske almindeligt Ord, man
altid benytter i Breve. Saa videre–langsomt–-
Saadan læste jeg, og skamfuld Rødme bedækkede mit
Ansigt, og den dybeste Sorg vædede mine Øjne, og jeg kastede
Brevene langt fra mig.
Hvad hjalp det saa? Hvor jeg gik, gik jeg i Takt til dit
Navn, som jeg gjorde det tusinde Gange før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
