Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
Teatrene.
gentoges uafbrudt, som af en Automat. Foranderlig, afvekslende,
naturligt overraskende i sit Spil er Fru O. N. mindst af alt. Selv
om man altsaa i „ Ar ria og Messalina* gik ind paa en Slags
Transkrip-tion, hvorved Wilbrandts ikke gammelromerske, men dog
mecklen-burgsk „stämmige" og for Resten romantisk mænadeagtige
Messa-lina-Skikkelse forbyttedes med en fiks lille Hverdagspige, en
Nitouche-Messalina, saa vilde Fru N. dog ikke have kunnet magte
Partiet. Thi dette krævede jo alligevel idelige Dobbeltgreb og en
sikker Beherskelse af næsten hele Følelseslivets Klaviatur. Ogsaa en
Nitouche-Messalina maa kunne stige fra bly Hvisken og
smægtende Leflen op i Fortvivlelsens Kaadhed og Dødsangstens Vræl.
Men for Resten taaler Stykkets Fabel eller Symbolik ikke en saadan
Forbytning. For blot at tage det groveste Eksempel, saa bliver
Handlingen En meningsløst ligegyldig, naar man ikke ser Messalina
som Kejserinden, som den, for hvem det er den selvfølgeligste Sag
at byde og at blive adlydt. I Stedet for saa man Fru N. rejse
Skuldre, knejse, stramme sig op til at kommandere. Hun „agerede"
hele Tiden. Som de fleste Skuespillere, der ikke kan stole paa
deres Blik, deres Minespil, deres Røst, søgte hun at virke ved
hyppige Pladsforandringer, ved Gestikulation, Sæt, Spring, Løb;
kort sagt, ved hvad man — til Adskillelse fra Øjnenes. Ansigtets
og Stemmens Sprog — kan kalde Kroppens Sprog. Men af alle
Skuespilkunstens Sprog er dette (i det mindste for os Nordboer)
maaske det mindst talende. Og kun faa kan tale det rigtigt, færre
taler det taktfuldt.
Kasino havde omtrent samtidigt genoptaget „Kameliadamen".
Stykkets Sentimentalitet og klogt beregnede Effekt vil let samle Hus,
naar man til Titelfiguren raader over en Fremstillerinde, som
Publikum „kan lide", som vækker dets Sympati. Frk. Betty Müller
har den Egenkkab. Hun har mer end den: en umiskendelig
Intelligens, et ikke omfangsrigt, men sikkert Talent. Talentet synes
at henvise hende til Lystspillet (det saakaldte romantiske Lystspil
iberegnet); i lidenskabelige Paraderoller vil hun næppe sejre
kunstnerisk, undtagen i de stilfærdigste og mindst paraderende
Optrin. Her i „Kameliadamen" var hendes Opfattelse af Figuren,
til at begynde med, mærkeligt overophidset. Dumas har gjort
sin Marguerite lidt led og ked af det Liv, hun lever, Frk. M.
gjorde Marguerite fortvivlet ved det. Denne Opfattelse rendte
hyppigt Panden mod de medspillendes Holdning overfor
Marguerite og mod deres Repliker; medens Marguerite var aabenlyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
