Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
173
forpint, antog Omgivelserne hende i god Tro for temmelig
ligeglad og sagde hende op i Øjnene, at hun var det. Dog dette
kun i Forbigaaende! Det kunstnerisk karakteristiske var, at ogsaa
Frk. M. fortrinsvis udtrykte sin Sindstilstand gennem en urolig
Plastik, et hæsblæsende „Kroppens Sprog". Hvert Øjeblik kastede
hun sig paa Chaiselonguen, vendte og drejede sig, sprang op, kastede
sig igen, skiftede Plads, vandrede hen over Gulvet. Og hvem har
set et nogenlunde normalt Menneske (om man vil: et nogenlunde
normalt brystsygt Menneske) tolke en rent dagligdags, tilvant
Utilfredshed med Tilværelsen gennem et saadant Utal af stærke
Legemsbevægelser? — Hovedoptrinet i 3dje Akt bød Eksempel
paa en anden Art Detoneren. Marguerite har ladet sig bevæge
til at opgive alt, sønderknust og forgrædt har hun sat sig til
at skrive sit Opsigelsesbrev til Lykken. Saadan gjorde ogsaa
Frk. M. Men pludselig, da hun havde skrevet Brevet og skulde
tilkalde Brevbærersken, rejste hun sig, og nu løb hun, saa sikkert
og let som nogen Sinde, tvers over hele Scenegulvet! En virkelig
Sorg lammer. De, der har l’ølt den, vil maaske mene, at i det
højeste hvis det havde gældt deres Liv, kunde de, mens Sorgen
var frisk, have løbet. Men lad saa ogsaa være, at mindre kan
gøre det: netop jo mindre uforudset og vældig den ny
Sindsstemning eller Tankerække er, som overvinder Lammelsen og
driver til at løbe, des tungere, mere usikkert, mere kejtet maa
i alt Fald Løbet blive. Og det var jo da den virkelige Sorgs
Udtryksmaader, der skulde fremstilles paa Scenen, ikke den tænkte
Sorgs, ikke dem, som man nu saadan bilder sig ind kunde passe, og
som altid og ufravigeligt er gale? — Endelig den berømte
Slutningsscene i 4de Akt, hvor Marguerites elskede pisker hende ined sin
Haan og sine Guldstykker. Fru Duses Marguerite vidste, at
Skinsygen plejer at gøre hendes elskede utilregnelig, hun blev
ikke straks patetisk, fordi han rasede. Siddende i Sofaen strakte
hun blot begge Arme ud mod ham og nævnede hans Navnr
„Armand", i den undseligt og ømt bebrejdende Tone, hvori man
i andres Paahør tysser paa et kært, urimeligt Menneske; og saa
varierede hun, med smaa Mellemrum, dette „Armand" op
gennem en Skala af heftige Angst-Betoninger. Ganske anderledes
Frk. M. Hun stod ret op overfor Armand, hviskede en enkelt
Gang forskrækket hans Navn, satte i det samme højre Fod frem,
strakte højre Arm afværgende ud imod ham, og blev staaende i
den Attitude. I højre Haand havde hun sit sammen krammede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
