Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
I Taage.
Olav var ogsaa en kvik liden Gut. Nu saa han med sin gamle
Soldaterbøsse fra Aarhundredets Begyndelse ligefrem morderisk ud.
Det eneste, vi ikke likte, var Sneen. Mildvejret havde gjort
den alt for blød. Vi sank ofte paa jævn Mark gennem den til
over Knæet. Men vi tog som sagt ingen Hensyn. Vi dampede
trøstig paa vore Snadder og fortsatte modig vor Vej.
Hvor godt jeg endnu mindes de første Indtryk af Morgenen:
Glæde over Friheden, Fryd over Naturen. Taknemmelighed over
Livet. Jeg følte mig god gennem hver Trevl i min Sjæl og talte
venligt og kærtegnende til Olav og „Diana".
Skovvejene var heldigvis aabne. Man havde brugt dem lige
til det sidste, og de bød os derfor en rimelig Kommunikation med
vort Jagtfelt. Dette tog Brodden af den hemmelige Uro, vi
unægtelig følte over den løse Sne og de øgende Taagedotter.
Vi er fremme og gør os, fyldte af Begejstring, færdige til
Batalje. Rundt omkring er nemlig Sneen oversaaet med store,
friske Harespor. Jeg aner straks, at Dyret ligger lige i Nærheden.
„Diana" strækker sig flad ud over Sneen med Næsen boret ned i
Sporene. Hun gnistrer af Længsel efter at komme løs.
Jeg tager imidlertid som klog Feltherre mine Forholdsregler
paa Forhaand. Olav anbringer jeg paa Post og gaar selv bort til
en Korsvej lige i Nærheden. Enten her eller der maa Haren
komme, hvis den gaar nu som før. Min Skudvidde paa denne
Post er næsten uindskrænket.
Saa slipper jeg „Diana".
Det gaar, som jeg har tænkt: et Par Minutter efler
be-skriger hun Haren oppe paa en Aas tæt ved, og Losen er
øjeblikkelig i vild Gang.
Skoven har hidtil staaet taus som i spændt Forventning
om, hvad der vilde komme. Ingen Fugl har sunget. Thi Taagen
siver kold og vaad ind mellem Træerne. Ingen Lyd har været
hørt mellem de tætte, høje Stammer.
Men nu fyldes Skoven pludselig som af et vaagnende Liv
ved „Dianas" lystige Stémme. Den klinger som en Fanfare mellem
Aaserne og giver Ekko i hver Krog, hvor Taagen endnu ikke har
trængt sig døvende frem.
Jeg sitrer af Henrykkelse, der stiger, da jeg hører Losen
nærme sig. Endelig, endelig skal det ske!
Og der — der ser jeg de sorte Øretipper af Haren. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
