Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Niels Møller: Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
Bøger.
Han sidder med noget i Haanden, som ligner en Fod. Man har
sagt, at han var Perikles’ Fader eller den bekendte Kondottiere
fra den første puniske Krig. Andre har fortalt, at Foden tydede
paa, at han forestillede Pluton. Saa er man bleven mindre
højtflyvende: det er slet intet Gravmæle, men en Votivgave fra en
Mand, som er kommet sig af en Fodsygdom. Indtil det endelig
er gaaet op for de lærde, at Xanthippos er en skikkelig Skomager,
som sidder med sin Læst (se Heiberg S. 68). Det er ligeledes et
senere Paahit, naar man i Sirenen paa Sofokles Grav har villet
se en Hentydning til, at den døde var Digter; Sirenen var en
Dødsgudinde (se S. 30).
Det skyldes sikkert ogsaa Fortolkerromantik, naar man i
de mange Gravbilleder, hvor en Person tager en anden i Haanden
eller lign., har villet se et Møde med den afdøde i den anden
Verden. Det naturligste er vist at sige som Prof. Heiberg, at Scenen
forestiller Dødens Skilsmisse, Slægtens eller Vennernes Farvel til
den afdøde. Det vilde ikke ligne Grækerne at låve saadanne
Gensynsscener. For en uhildet Betragtning synes de afdøde ogsaa
altid paa disse Billeder fremstillet levende, som de gik og stod.
Der er noget genremæssigt ved dem. Man ser den unge Mand
ved sin Idræt, Børn med deres Boldte og Dukker, unge Kvinder
med Smykkeskrin, Folk, der sidder og læser. De har deres Slaver
hos sig, deres Hunde og Fugle. Man føler ikke et Pust fra
Dødsriget, men fra det virkelige Liv. Og det gælder ogsaa, hvor de
tager hinanden i Haanden.
Forf. støtter sin Opfattelse ved gode Beviser, hentede fra
Litteraturen. Om han har Ret i, at Grækerne i Almindelighed
slet ikke havde nogen Forestilling om et Gensyn efter Døden, kunde
dog maaske betvivles. Af den episke Digtning faar man ikke det
Indtryk, at Dødningenes Sjæle tænktes som bevidstløse Skygger.
Det er ganske vist Homers eget Udtryk, Forf. her bruger. Men
omtrent i samme Aandedrag forudsætter Digteren jo dog, at
Agamemnon kunde have mødt og genkendt sin Søn, hvis denne
var død. I Slutningen af Odysseen skildres et Gensynsmøde mellem
Agamemnon og de dræbte Bejleres Skygger. Og selv om dette
Afsnit er den yngste Del af Digtet, fandtes det dog vel i Odysseen
og kendtes af Folk, da de Gravmæler, hvorom Talen er, blev til?
Men fordi saadanne Scener findes i Digtningen, er det jo langtfra
givet, at Tanken om et Gensyn er udsprunget af de folkelige
Forestillinger eller trængt ned i disse. Derimod vejer det tungt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
