Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
Den moderne norske Litteratur.
det store er sund og glad. Netop de sidste, som nu er i Færd
med at sejle op, og som er saa betydelige, at vi har Grund til at
vente mange efter dem (en Litteraturperiode slutter nemlig aldrig
med de betydelige), er sunde som Fisk og Fugl.
Og det, man med et galt Ord kalder „Folke"poesi, (som var
Æventyr, „Folke"viser, „Folke"melodier ikke Enkeltmands
Opfindelse og Form i samme Mon som al anden Poesi), — hvor er det
i sin navnløse Ejendommelighed lykkeligt ved mandig Ligevægt.
I nogle af Æventyrene synes vi at staa i en stor Skov og der
høre Genlyd fra Livet udenfor, gækkende, aandige. I andre at se
Trold age Kjælkebakke ned over Norges højeste Fjæld. I nogle
fornemmer vi hjemløse Menneskesjæle over og omkring et
Havskær, i andre drager Minder over Folket fra et evig sollyst Land.
Men ikke i et eneste ét Trøstesløshed, Mismod, Sentimentaütet.
Her er ingen Livsgru, som ikke overvindes; disse Æventyrs Djævel
er en forbandet Torsk, og deres Sorg er Dug for Solen. I
„Folke"-melodierne (samme dumme Ord) ogsaa den samme sunde Kølighed.
Naar der undertiden tales om deres Tungsind, forstaar jeg det
ikke. Alvor, afklaret i Kunst, er dog ikke Tungsind uden for den.
som selv skyer Livets Pligter og den Karakter, de ogsaa giver
Kunsten.
Det norske Folk har aldrig været undertrykt; dette maa det
for en Del skyldes, at de umiddelbare Bud fra det gennem al Tid
har været karske. Det eneste Spor af Sygdom i Folket er efter
Fattigdommen og Pietismen. Her har Litteraturen været en dygtig
Læge og mest i det sidste.
Jeg slaar altsaa fast som en Kendsgerning, at i Litteraturen
og Kunsten er Bygningsmændenes frejdige Kamp den langt
overlegne, som det maa være i ethvert sundt Folk. Den mørkladne
Trods, den skarptandede Tvivl, den giftaandende Haan maa ikke
kunne spille Mester. Den individualitetsstærke Rejsning mod
Lov-og Vedtægt vilde ikke være en velgørende Regulator, hvis den
ikke var i Mindretal. Endnu er den rødskæggede Tor Hovedgud
i Norge.
Ofte høres to stærke Anker mod den norske Litteratur. Ikke
alene Romanerne — hvor Raceforskellen volder Vanskelighed —,
men ogsaa vore Stamfrænder fortæller os, at vor Litteratur er
uklar, „taaget". Det synes, som Fastlandet tror, der er Taager i
et Bjærgland! Taagen kommer fra Hav og Indsø; Lavlandene
har Taage; Bjærgene stænger den af og holder klart Vejr. Derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
