Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
283 Den moderne norske Litteratur.
Alslags Snepper og Vandfugle, Viber, Brushaner, Ringgæs, Vandhøns,
Vagtler, Svaler — ja lige til den simple Stær, — alle kedede de sig.
Ibisen forargede sig over dette fremmede, graaklædte Pak og nedlod
sig endogsaa til at beklage sig for de taabelige Flamingoer, som den ellers
foragtede saa dybt. Krokodillen plirede med de slimede, lysegrønne Øjne og
snappede af og til en fed Gaas, saa der løftede sig et Skrig og et Skraal, der
besvaredes opover og nedover Floden, døde hen langt — langt borte; og
Stilheden fra Ørkenen lagde sig atter over det gloende Landskab og den træge
Mylr af Fugle, der sad og ventede — de vidste ikke rigtig hvad.
Da fløj en liden graa Fugl bent op i Luften, stod stille deroppe et
Øjeblik og slog uhyre hurtig med Vingerne, mens den kvidrede en kort Stump;
derpaa dalede den ned igen og skjulte sig i Græsset.
Hele Fugleskaren havde løftet Hovedet og lyttede. Og saa blev der
en Snadren og Kvidren og en urolig Mudder i hver Krog. Unge lapsede Viber
fløj op og gjorde Rundkast i Luften, for at vide, hvor godt de fløj.
Men Tranerne, som tog det fornuftigt, holdt Generalforsamling for at
overveje Lærkens Rejseforslag. Thi alle havde straks kendt Lærken paa
Lyden; skønt det var ikke mere end to—tre Toner, han havde faaet til;
Sangen var ikke rigtig kommen i Struben endnu. Men medens Tranerne
raad-slog, lød der et forskrækkeligt Plask, og Luften blev ganske formørket.
Det var Graagæssene, som lettede. I store Flokke delte de sig,
sværmede om i Luften, ordnede sig derpaa i lange Rækker og forsvandt nordover,
medens deres Skrig tabte sig i det fjerne.
Stæren rejste sig i sorte Masser og brød op, Viberne fulgte; Storkene
skruede sig parvis højt op i Luften, indtil de næsten blev borte, og tog Vejen
nordover. Tranernes Generalforsamling gik aldeles overstyr i den almindelige
Forvirring og Uro, Alverden vilde afsted, der var ingen Besindelse mere, hvert
Øjeblik passerede ny Flokke ud over Nord-Afrika — hilsende hver med sit Næb
det smilende Middelhav dernede.
Nattergalhanerne ventede i det længste; men da de danske drog, fulgte
de norske med for gammelt Venskabs Skyld. Rejsefeberen greb i den Grad
om sig, at endog Svalerne og Gøgen maatte afsted; de vilde i alle Fald flyve
over Middelhavet, saa kunde man betænke sig.
Ibisen genvandt sin Sindsro og skred gravitetisk som en Erkebisp hen
over Stranden; og de rosenrøde Flamingoer veg ærbødig til Side for hans
Herlighed, idet de med en andægtig Mine sænkede sine taabelige Hoveder med
det knækkede Næb.
Stillere og varmere blev det langs op efter Nilstrømmen, Krokodillerne
maatte nu nøje sig med Negerkød eller en sjelden Gang en syg engelsk Turist.
Men Nat og Dag fløj Trækfuglene nordover. Og alt eftersom de kom
over kendte Steder, dalede hver Flok til sit Hjem, raabende Farvel til dem,
der skulde endnu længer, spredende Liv og Lystighed over det gamle forfrosne
Europa — i Skov og Mark, rundt Menneskenes Huse og langt ud i Livet i de
stille Søer.
Der var tæt af smaa, røde Rosenknopper i Italien; Æbletræerne var
ganske oversneede med blegrøde Blomster opefter Sydfrankrige, og paa
Boulevarderne i Paris begyndte Bladene paa Kastanjetræerne at sprænge de
glinsende, seje Hylstre. De gode Borgere af Dresden stod paa den brühlske Ter-
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
