Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
Den moderne norske Litteratur.
rasse og solede sig, medens de iagttog Isstykkerne, der kom drivende med
Floden og taarnede sig op foran de svære Bropiller.
Men nordenfor blev det koldt; Sneflækker hist og her og en sur Vind
fra Nordsøen. Lærkeflokkene minkede, altsom de fløj. En hel Mængde skulde
ned paa Sletterne ved Leipzig og siden paa Lüneburger Heide; og da Resten
kom op over Slesvig, spurgte de danske Lærker, om de norske ikke havde
Lyst til at vente lidt og se Vejret an.
Sneen laa langs Grøfter og Gærder i Jylland, og Nordvesten ruskede i
gamle Danmarks Bøge, livor de brune Bladhylstre sluttede forsigtig om de
sammenkrøllede Blade. Fuglene krøb sammen bag Stenene og indunder
Lyngen; somme vaagede sig helt hen til Bøndernes Huse, hvor Spurvene
grasserede, som om de ejede det hele.
AUe var enige om, at man var kommen alt for tidlig afsted, og havde
de bare hafl Tag i den Galning, som lokked dem fra Ægyptens Kødgryder,
havde de vist ribbet ham. Endelig kom der da Søndenvind; de norske Fugle
sagde Tak for sig og fløj over Havet
Hjemme i Norge saa det fra først af bedrøveligt ud. Sneen laa langt
ned i Dalene og alenhøj inde i de tætte Skove. Men Søndenvinden var
kommen med Regn og saa gik det i en Ruf, — ikke gradevis og fredsommeligt,
men med Bulder og Brag og Sneskred og fossende Elve. saa Landet ligned en
Jætte, der vadsker sig, medens det iskolde Vand skyller ned over de senestærke
Lemmer.
Og lette Slør af lysegrønt lagde sig over de unge Birketræer i Lierne;
inde i de stille Bugter i Fjordene; over Sletterne vestude mod Havet, over
Multemyrene og Hejerne; opefter Hifter og Kløfter og trange Dale mellem Fjældene.
Men paa Toppen blev Sneskavlen liggende, som om de gamle Fjælde ikke gad
lette paa Hatten for slig en flygtig Galning af en Sommer.
Og Solen skinnede saa varmt og fornøjet, og Vinden kom bærende med
endnu mere Varme søndenfra, og tilslut kom Gøgen som Overceremonimester
for at se, om alt var i Orden; han fløj hid og did, satte sig saa i en ung Birk
inderst inde i en lun Vig og gol. Vaaren var kommen; gamle Norge var
endelig færdigt!
Og der laa det — højt, skinnende fagert i det blaa Hav; — saa fattigt
og magert — saa frisk og sundt og skinnende som et renvasket Barn.
I Havene langs Kysten blev der Liv og Travlhed, og hvide Sejl
krøgede sig ud gennem Skærgaarden og forsvandt hen over Havet. Skierne blev
stukne op under Bjælken, Slædefellen blev drysset godt med Kamfer og hængt
væk; og ligesom Bjørnen, naar den kommer ud af Hiet, ryster sin lodne
Pels, saaledes rystede Folket sine tunge Lemmer, spyttede i Næverne og tog
fat paa Vaarvinnen.
Ned over Elvene drog Tømmerfløderne og slapsede i det kolde
Snevand; i de brede, frugtbare Bygder skar Ploven lange, sorte Striber; langt
nordpaa gik Folk og stellede med Klipfisken, som laa ud over de nøgne Berg;
paa de flade Sletter vest mod Havet kørte de Tare ud over Markerne, og inde
i Hejen stod en liden surøjet Mand og stirrede efter en gulblak Hoppe.
Er der noget Folk, som har en skønnere Nationalsang, endda
den ikke er skrevet paa Vers?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
