Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Erik Skram: En Henrettelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Henrettelse.
527
stillede han en Række af Spørgsmaal til Forbryderen: „Sig mig,
om det er sandt, hvad Du har sagt mig, at Du erkender din Synd
og angrer, hvad Du har gjort?" — „Sig mig, om det er sandt,
hvad Du har sagt mig, at Du anser din Straf for retfærdig?" — „Sig
mig, om det er sandt, hvad Du har sagt mig osv. osv., at Du
ikke er vred paa nogen eller bærer Nag til noget Menneske, som
har gjort Dig imod i dit Liv?" osv., og da den dødsdømte med
næppe hørlig Stemme og rystende af Kulde havde svaret ja paa alt
dette, sagde Præsten: „Lad os saa bekende Troen". Og i et
endnu mere dvælende Foredrag med store Pavser fremsagde han
de lange Trosartikler. Anders Nielsen sank mere og mere sammen,
og aldrig har Ord lydt pinligere vidtløftig end disse. Men
endnu var Præsten ikke færdig. „Knæl derpaa ned", befalede han,
og den ulykkelige faldt paa Knæ, Præsten tog Kasketten af ham
og lod den højtidelig falde paa Sneen. Saa lagde han Haanden
paa Forbryderens blottede Hoved og tilsagde ham langsomt
Syndernes Forladelse, gjorde et langt Korsets Tegn foran Mandens
Ansigt, og traadte saa endelig tilbage.
Skarpretteren nærmede sig nu, medens Anders Nielsen
besværlig rejste sig og satte Kasketten paa Hovedet. Ledet af
Skarpretteren og Rakkeren gik han de sidste tunge Skridt hen til
Blokken. Atter blev Kasketten taget af ham, og de to skulde lige
til at afføre ham Frakken, da Præsten paa ny lagde sig imellem,
standsede Skarpretteren, og medens den dømte stod umiddelbart
ved Blokken og stirrede fortabt paa de gabende Bøjler, der
krummede sig i Vejret imod ham, bad Præsten højt og langsomt
for at alle skulde høre det: Fadervor. Saa endelig blev Offeret
overgivet til Mestermanden.
Frakken blev da trukket af Forbryderen, medens han selv
hjalp til, Vesten knappede han selv op med sine valne Fingre,
Halstørklædet tog Rakkeren, og han og Skarpretteren hjalpes om
at aabne Skjortekraven og brede den ned over Menneskets magre
Skuldre. Saa lagde den dødsdømte sig tungt ned paa Skraabrættet
foran Blokken, rakte Hovedet frem og flyttede paa det, indtil
Hagen passede ind i Fordybningen i Blokken, og de to Bøjler blev
af Rakkeren famlende klemte fast om hans magre Hals.
Medhjælperen fik nu den Idé at vilde holde Hovedet i
Haaret, medens Hugget førtes, for ikke at have nødig at bukke
sig efter det, naar det trillede paa Sneen, men han opgav dog sit
Tag i den endnu levende Mands Haar og stillede sig til højre for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
