Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Olaf Hansen: Ungen Svejdal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ungen Svejdal.
541
Det var min anden Bøn,
at voksed han stærk og stor,
heller end i Fruerseng
han sove i sorten Jord.
Det var min værste Sorg,
skulde han ligne sin Far,
skulde han hade sin Mor,
som ham paa Armen bar.
Det var dog allerværst,
skulde hans Øje jeg se
søgende spørge mit
og ej kunne trøstende le,
skulde under hans Haar
den Tanke sig snige til Daad,
der suged mit Ungdomsblod,
og jeg vidste ingen Raad,
skulde han blive som jeg,
skulde der komme en Tid,
da Haanden knap løfted sig selv
og Kinden var murende hvid.
Dronningen.
Svar var den Sorg af Dybsens Nød,
du led for ukendt Mø.
Gud signe dig for din Længsel,
der aldrig kunde dø.
Jeg lytter til favre Ord.
(Iselandsborgens Svende og Piger træder ind, syngende og dansende.)
Svejdal
(rejser sig — til de indtrædende).
Løft Porten af dens rustne Tap,
at Tonen ud kan trænge.
Den bæres paa sin egen Klang
over Mark og grønne Enge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
