Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
580
Glæde.’
Hun skøv Sengetæppet bort og forsøgte at sætte Benene
paa Gulvet. Men hun kunde ikke. Stille lagde hun sig tilbage i
Sengen, mens hendes stakkels kraftløse Fingre kramsede og trak
i Tæppet.
Var hun bedrøvet, fordi hun skulde dø?
Ja. Forfærdelig bedrøvet.
Vaaren var saa yndig og Sommeren saa skøn, og bare
dette at aande og leve var hende en uendelig Lykke. Og nu,
midt i Maj Maaned — denne Aarets underfulde, jublende, nyfødte
Herligheds Maaned.
„Døden er det værste af alt", havde engang en hvidhaaret,
ungdomsfrejdig Mand sagt til hende. Dengang havde hun trukket
paa Smilebaandet og tænkt, at det netop maatte være dejligt at
dø ung. Men nu — Aa, hvor meget Livet havde lært hende. —
Dette, at ikke være til — hvor var det dog uudgrundeligt.
At ligge flere Alen under Jorden i en tilspigret Kiste og være bare
Knokler og stinkende Støv.
Men der var jo ingen Raad. Dø skulde jo alle. Alle. Det
gjaldt om at overvinde Rædselen for Døden, at give sig trygt hen
i Forestillingen om, at hvad der end skete med en efter Døden,
saa var og blev det det bedste, det eneste lovformeligt mulige.
Hvor de troende kristne var lykkelige! De vidste til Punkt
og Prikke, hvordan det skulde gaa dem. Og selv de, som ikke var
troende, men bare kristne, de havde i alt Fald dette, at de i
sidste Øjeblik kunde bilde sig ind, at de var troende, og kalde
paa Jesus og stole paa Naaden i Kristus.
Det kunde hun ikke. Og derfor var hun saa fattig og arm,
saa spæd og liden.
Ja, fattig og arm og spæd og liden. Men dog saa
forunderlig stille og ubekymret, ja næsten glad.
Hun havde i denne Tid, da Sorg og Sygdom og alskens
Elendighed ustandselig væltede ind over hende, ofte ikke vidst
andet end at kaste sig paa Knæ, række de foldede Hænder op
over sit Hoved og under strømmende Taarer raabe til den evige.
Eller det evige. Det, der var, og er, og bliver.
En Gang i en saadan Stund var hendes Hænder sunkne
ned paa Stolen, foran hvilken hun knælede, og hendes Nakke havde
bøjet sig, og det trætte Hoved havde lagt sig til Hvile paa de
sammenlagte Hænder. Og da, i disse korte Minutters Blunden, var
der faldet Fred over hende. Hun havde set et uhyre stort, lyse-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
