Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glæde.
581
blaat Klædebon, der hang ned fra Himlen til Jorden, og hvortil
Millioner af Mennesker klynged sig. Mange holdt højt oppe i
Klædebonnet, andre lavere nede, og nogle havde kun fat i dets
yderste Kant med Tommel- og Pegefingeren. Dybt nede under
det lyseblaa Klædebon straalte og jubled, og sled og fortvivled
og græmmed og sultedøde og forraadte og myrded Verden sig çelv.
Da rejste hun sig og greb hastig fat i den yderste Flig af"
det lyseblaa Klædebon, der var hende saa nær, at det suste om
hendes Øren. I det samme vaagnede hun og sank hen i en
undrende Grublen. En Glædens Taknemmelighed fyldte hendes
Sind. For hun følte sig som et andet Menneske. Bare ville,
ville. Godheds og Kærligheds uendeligt store og omfangsrige
Klædebon var svøbt om al Jorderige. Bare tage fat, og en var
reddet. Ganske vist havde hun kun faaet Tag i Klædebonnets
alleryderste Flig. Men det var nok. Nok. Og meget mere end
hun havde fortjent.
Aa, hvor hun dog gerne vilde skrive et Par Ord til sin
Søster, dette Menneske, som altid havde været saa god imod hende.
Skulde hun ikke endnu en Gang forsøge at staa ud af Sengen?
Varsomt, varsomt, saa gik det nok.
— Kort efter stod hun foroverbøjet, dirrende af Kraftløshed,
i sin lange Natkjole, og søgte i sit Chatol efter Papir. Men der
fandtes intet. Ikke den mindste Smule Stump, hvorpaa hun kunde
skrive sine Afskedsord og sin Tak til Søsteren.
Hun kunde jo kaste Slaabrokken om sig og gaa ind til sin
Mand efter Papir. Hån sad jo derinde i Læseværelset og røg
sin Cigar.
Men nej, nej — det vilde være alt for dyrekøbt. Bare hun
slåp for at se ham mere. Bare hun fik dø — siden hun virkelig
altsaa skulde dø — uden at hun kom for hans Øjne mere, uden
at han talte til hende.
Hun kunde jo i det allersidste Øjeblik bede Sygeplejersken
om at sende Søsteren hendes sidste Hilsen. Det vilde Søsteren
blive lige saa glad for som for nogle skrevne Ord. Sidste Hilsen.
Sidste Hilsen — hvor var det underligt.
Hun laa igen i Sengen med, de smaa, magre Hænder
sammenfoldede paa Lagenet.
38*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
