Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
584
Glæde.’
jo død for længe siden, og hun havde giftet sig med en anden
Mand, han med den evige Cigar, og den stygge, egenretfærdige
Nakke. Men der stod han, der stod han. — Hurtig tog hun
et samlende Greb i sit lange, slæbende Kjoleskørt, trykkede Barnet
tættere ind til sig og sprang over Skinnerne. I samme Nu kom
et Tog brusende. Det brølede og bragede, susede og hvislede.
Lynsnart vendte hun sig, saa’, at der ingen Redning var, satte
sig paa Hug midt paa Skinnerne med Ryggen mod Toget, og
Barnet gemt ved sit Hjerte, omsvøbt af hendes Klæder. I næste
Sekund var Toget der. Det knuste hende sønder og sammen.
Hende og Barnet.
Atter var Sygeplejersken der, gav hende en Drik Vand og
gik igen.
Hun havde altsaa bare drømt det. Drømt, at hun havde
set ham. Ham, denne ene, eneste. Drømt, at han havde vinket
til hende, og at hun, for at naa over til ham, havde sat Livet til.
Sit eget og det lille Barns.
Ja naturligvis. Aldrig skulde hun faa se ham igen. Aldrig
gøre godt igen det onde, hun havde voldt ham. Aldrig det
mindste Fnug af det Bjærg af ondt, hun havde stillet paa hans
Vej. Selv om de døde kunde vise sig for de levende, saa vilde
han aldrig, aldrig komme. Han vidste jo intet om, hvorledes hun
havde sørget. Hvor dybt og inderligt hun havde angret.
Hvorledes hun havde grædt, begrædt ham. Han, denne kærlige
Mand, der var som al Godheds evindelige Kildespring. Han, der
havde taget hende op i sine stærke Arme og havde baaret hende
hjem. Hjem til sit Hjem. Han, der havde villet vie hende sit
Liv, der havde villet elske hende god, og var død midt under
Kampen for det frugtesløse Arbejde paa at faa hende til at ligne
sig selv.
Og nu laa hun her og skulde dø, hun ogsaa. Ja, dø, dø.
Det vilde jo være den højeste Lykke, hvis Døden kunde sende
hende op i hans Nærhed.
— — Men man levede jo ikke, efter at man var død. Og
selv om man levede, saa fik hun aldrig i Evighed komme der,
hvor han var.
— Jo, hvis det nu var sandt, at Lidelsen virkede lutrende
som Skærsilden paa de dødes Sjæle?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
