Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glæde.
585
Ja, saa kunde der være Haab for hende. Haab om, at
hun havde lidt sig værdig til at finde ham igen.
„Vil du lide og sørge Resten af dit Liv," lød det pludselig
med en dyb og sagte Stemme tæt ved hendes Øre. „Vil du lide
og sørge det meste og værste, et Menneske kan, for at finde og
faa ham igen?"
„Ja. Jeg vil."
„Vælg," sagde Stemmen. „Du kan faa dø i Nat, og dine
Lidelser er endte. Men derhen, hvor du saa farer, træffer du ikke
den, hvem din Sjæl stunder efter."
„Jeg vil leve; jeg vil lide, jeg vil ligge paa et Baal i hundrede
Aar for at finde ham igen."
Hun lyttede efter Svar fra den dybe, sagte Stemme tæt ved
hendes Øre, men der kom intet.
„Nu skal du altsaa leve og lide i hundrede Aar," tænkte
hun. „Ligge paa et Baal ustandselig. Vil du det?"
„Ja og Amen," sagde det fuldttonende inde i hende.
Da gled Døren lige overfor hendes Seng lydløst op, og
Døden kom ind. Han var ung og stærk, med brune Lokker om
den ranke Hals, og hans Klædning var dybgrøn af Farve som
Sommertræers saftige Løv. Som Maaneskin paa Sølv og Smaragder
lyste hans Ansigt, og hans Mine var uendelig alvorlig. Stiv og
stille stod han foran hendes Seng og saa paa hende. Der var
som en Duft af sorgfuld og kølig Stolthed omkring ham.
Hun fik Kraft til at rejse sig og til at række op de smaa,
magre Hænder.
„Tag mig ikke", sagde hun bønlig. „Jeg skal leve og lide.
Jeg skal ligge paa et Baal i hundrede Aar for at blive fra en
uværdig til en værdig.
Da rakte Døden med en lynsnar svajende Bevægelse sin
Arm i Vejret, og over hans maaneskinshvide Ansigt kom der som
et Blink af Ild.
„Se," sagde han og pegede.
Hun saa derhen, hvor Døden havde peget, og blev va’r
noget lysende, som stod paa Toppen af en mørk Høj.
„Se," sagde Døden og pegede atter.
Og hun saa. Det lysende paa Toppen af den mørke Høj
var ham. Han, den eneste, den elskede, den savnede, begrædte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
