Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
748
Holger’ Drachmann. 748
og Nattergal, af Bønderpiger og Kornstakke; men dansk Landskab
og dansk Folkenatur ses nu først i rigtig Belysning i Skæret fra
Søen. Vi er og bliver en Haandfuld Smaaøer og en lille
Landtunge, kastede ud i Søen. Hvor vi gaar, titter Havet blaat og
blinkende frem mellem Bakker og bag Kornmarker; og vi kan
ingen Vegne komme uden at skulle over Vand. Og Dag ud
Dag ind staar Vinden ind over Landet, og fra hvad Kant den
blæser, bringer den Søbrise og Havbyger med sig. Drachmann er
nu saa dansk, ikke saa meget, fordi han digter til Havet og ved
Havet, men fordi han har noget af Søen og af Vinden i sig.
Vi er ikke noget Bjærgfolk, og der er ikke meget Granit i
os, — og heller ikke i Drachmann. Vi er ikke heller et
Indlands-folk, og det er inde i det germanske Fastlands Hjerte, at man
maa finde det stillestaaende Dyb af Tungsind og Inderlighed, som
hedder Gemyt. Vore Øer er dukkede op af Vandet med Bølgeformer,
Bunden er den bløde Kridt, og i Overfladen er der Rullesten og
Flyvesand. Det aabne, glade, omvekslende Hav og vort Klimas
evige Aprilvejr har gjort os sangvinske, lunefulde, egenlig lidt
lette og overfladiske. Intetsteds er den danske Øbo-Natur kommen
til Orde som i Drachmanns Lyrik. I dens Rytmer er al Bølgernes
bløde, runde Gliden, — baade deres langlige Dønning og
klukkende Smaakrus. Og gennem Indholdet staar en frisk, fejende
Nordvest og en evig omskiftende Aprilhimmel, bevæger sig
Havfladens utøjlelige Uro og Farvespil. Hans Gemyt synker gerne hen
i veg, lidt umandig Blødhed, og i hans Voldsomhed er der noget af
det samme Brag som i Havets, — det, der øder sin Kraft i store
Fagter og løser sig op i meget Skum. Og først og sidst er han
den ægte danske Fantast — den store, naive Fantast, med Drengen
endnu i Ærmet, — der kryber ind i store Rustninger og leger
med store Sværd, — der bliver ved at forsikre, at han er en Mand,
— saa tit, at det næsten er Synd ikke at tro det, — der klæder
sig ud i saa mange Roller, at han ikke kender sig selv igen, —
og som nu i 25 Aar atter og atter har søgt at bygge sig en
grundfæstet Overbevisning, uden at mærke, at Flyvesandet i hans
Temperament — det er G. Brandes’ Udtryk — altid tager Grunden
bort nedenunder.
For alt dette er da Drachmann vor — for Fantasten og
Rebellen i ham, for det svajende og bølgende, for de rige
Brydninger og den nervøse Puls i ham, for alt, der gør ham til saa
moderne en Aand, saa dansk en Natur. Men som til en vel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
