Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger’ Drachmann.
749
gørende Livskilde søger vor Slægt atter og atter til hans Digte
maaske især for det i dem, som vi mindst af alt kan kalde vort,
— det, man kunde kalde den bærende Rytme i dem. Han sagde
jo en Gang nogle udfordrende Ord om „os halvhundrede, der bærer
Danmark". Der er virkelig noget bærende i ham. Der gives noget,
som Lægerne kalder Eufori, — en Opstemthed, der fylder Lungen
med Vejr og faar Brystet til at svulme, gør Holdningen rank og
Gangen elastisk. Denne Opstemthed behøver ikke særlig at være
lys Glæde; ogsaa Harme og Sorg kan antage den Karakter, det er
en vis almindelig, stigende Rytme i Personligheden. J. P. Jacobsen
har i vor nyere Literatur lagt den vigende, dalende Rytme. De
kender den Rytme: „Men hvert Lykkeslot, der rejser sig, det har
Sand blandet ind i den Grund, hvorpaa det hviler, og Sandet vil
samle sig og rinde bort under Murene, langsomt maaske,
umærkeligt maaske, men det rinder, rinder . . . Korn for Korn." Eller i
Vers: „Det bødes der for i mange Aar, som kun var en stakket
Glæde . . . der rinder Harm, rinder Ve af Roser røde." Denne
rindende, vigende Rytme kan De høre igen i alle de yngres Vers
og Prosa; de fleste Nutids Stemninger er for slappe og nedstemte,
for svingende og flakkende, for tyngede af Reflektion til at kunne
løfte sig rigtig til bredt Vingefang. Men Drachmanns Digtning
bærer oppe som en vingebred Flyver, eller som Havet bærer. Den
søger ligesom at løfte paa en lam Tid og puste Vejr i den.
Og nu siger de, at han selv gaar der ude i det fremmede
og føler sig træt og gammel. Jeg tænker, vi alle ønskede som
Hilsen fra Ungdommen at kunne sende ham tilbage noget af den
Livets Svulmen og Stigen, som meddeler sig til os af al hans
Sang. Saa flk vi lidt betalt af vor Gæld til ham, — og hvem ved,
hvilke Væld af Digtning han, igen forynget, vil kunne skænke os?
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
