Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stanislaw Przybyszewski: En Ubekendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ell Ubekendt.
799
til Syndens, Utugtens og Forbrydelsens Djævel: Historien om den
elendige, fordømte Adamsyngel, befængt med en Arvesynd, som
ingen Daab, ingen Bod kan sone, befængt med Fædrenes Synder,
som hævner sig i Millioner Led, viet til Undergang ved Guds
frygteligste Forbandelse: at maatte leve.
Og denne Forbandelse stiger frem for os i hele sin Magt:
her, et Par sanseløst drukne Mennesker. De raver frem og
falder tilbage. Foran dem maaske en Afgrund, som de i næste
Øjeblik vælter sig ned i for at knuses mod Stenene. Og over
dem en bedende Kvinde, som anraaber Gud om Beskyttelse og
Naade for disse Mennesker. Det er ingen Bøn mere, det er det
vilde Skrig fra et Menneske, som intet Haab mere ejer, men som
bønfalder om Underet. Sjælens Kampe har knækket den hele
Skikkelse, hendes Hænder knuges sammen for snart igen at løse
sig i den slappe Resignation: Herre, din Vilje ske!
Hist skriger en Mand efter Forløsning, en Delirant, besat
af tusinde Djævle, opædt af deres Bid. Det er Menneskehedens
hele grufulde lå-bas, som skriger ud af dette kvalfulde, fordrejede
Ansigt, en Menneskehed, forbrændt af Himmelen, som spyr Ild og
Pest ud over Jorden, ombølget af Helvedets Flammer, som aabner
sig for dens Fødder. Skikkelsen virker som et Symbol paa
fordums Tider, da Skarer af Flagellanter drog gennem Byerne og
sønderflængede deres Rygge i ekstatisk Vanvid, da Bander af vilde
Bestier, Bander af udhungrede Bønder plyndrede og brændte
Herregaardene og tørstede efter Mord. Tider, i hvilke
Menneskehedens evige Trang til Delirier rasede kvalfuldt ud i Sabbatens
Konvulsioner, for atter at synke tilbage i Fortvivlelsens Stupiditet
uden Erindringer, uden Fremtid og uden Gud.
Den sidste Gruppe viser Mennesket, der er blevet træt af
at anraabe Gud, som er døv for alle Klager og alle Smerter. Den
gamle Mands Øjne er lukkede, Ansigtsmusklerne slappede, hele
Skikkelsen sammensunken. Hans Datter strækker sig som for at
opfange den stakkels Ruin i sine Arme, men hendes vidt
opspærrede Øjne kender heller intet Haab mere, ser ingen Udvej.
Det er endnu kun Barnets instinktive Pligtfølelse: hun maa støtte
Faderen til det sidste, være ham en Moder. Og saa staar de
begge der i sløv Venten paa det sidste Naadestød; et Suk glider
over deres Læber: bare Enden vilde komme!
Og Enden kommer, Døden, men ikke stille, ikke som en
Forløsning, men som Begyndelsen til ny Skræk, ny Kvaler: En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
