Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
966
Teatrene.
overværet Forestillingen, kunde de, spotske som de er, have
varieret et af deres Omkvæd: „Der var noget dunkelt over de
enkelte Dele, og det blev meningsløs Kedsommelighed over det hele*.
Uheldigt nok for Sceneinstruktionen gik det lige saadan med
Middelalderlig, der er et saa langt værdifuldere Værk. Folk
forstod ikke. Nogle betoges flygtigt af Musiken og Ordenes Klang,
af Dragterne og af Stykkets rent udvortes Begivenheder. Altsaa
den samme Virkning, som fremkaldes af Haupt- und Staatsactioner,
hvor der tremoleres i Orkestret. Men et Teater, som spiller
Digterværker, skulde gerne yde noget mere til dem, som søger noget
mere. Det skal skærpe vor Forstand paa Menneske-Forskel og
Menneske-Viljer og Menneske-Skæbner, og det skal øve vor
Medfølelse. Først og fremmest skal det vække hin rent artistiske
Glæde over udmærket Menneskefremstilling, som er Forudsætning
for, baade at Forstanden og at Medfølelsen skærpes.
Læserne kender Drachmanns lille Stykke. Dets Historie er
hverdagslig indenfor Kresen af en vis Art Naturer. Hovedpersonen
Hr. Peder er en Don Juan, som har jaget fra Elskovsrus til
„Dagen derpaa" og til Elskovsrus igen, søgende bestandig det
Vildt, som han aldrig kom nær. nemlig en Elskovsrus ud over alle
Vande og op over alle Himle. Nu, under en Pause og lidt ældet,
ser han uvillig tilbage paa den gaadefulde Uro indeni ham, der
har pisket ham afsted. Og i det samme vækkes saa denne Uro
paany, af en Sang. Sange lader til at have saadan Magt. Man
husker Mussets Fantasio med den portugisiske Romance: „Aldrig
falder den mig ind, uden at den jo giver mig Lyst til at elske
— hvem? jeg ved ikke, en eller anden". Hr. Peders Gæst,
som sidder hos, har imidlertid paa Forhaand vist hans Attraa
dens Maal: Gæstens Hustru, Fru Mette. Og Hr. Peder kalder
hende, og hun kommer øjeblikkelig, paa Trods af alt, og hun giver
ham sit Liv. Da ... ikke forsvinder Don Juan-Uroen i Hr. Peder,
men (et ægte Drachmannsk Træk!) Hr. Peder „siger sig løs fra"
den, han dræber den selv. Og han gør det (atter meget
Drachmannsk !) i Taknemlighed over Fru Mettes altopgivende Kærlighed.
Det bliver stille indeni ham:
Der blinker fra Skoven en Stjernes Skær,
de bøjer sig ydmyg, de stiveste Træ’r;
der bølger en Luftning — den ved ej hvorhen —
der aander i Aftenens Stunde
fra ukendte Verdner en Fred for den,
som (en Stund) gik paa Jorden til Grunde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
