Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Litterært Rundskue
den saarbare Tyndhudethed, al den vældende Ømhedstrang, som
sluttes inde bag Forfatterens hævnlystne Haardførhed. Hans
Hovedperson er den underlige, hjemløse Mikkel, altid Skæbnes
Stedsøn, altid kastet planløst om af Tilfældet. En Dag, han
kommer ind i Kirken, under Orgelbruset, uden for alt, som han
stedse er, synker han ligesom sammen i sit Hjerte, føler for en
Stund sine Aars Byrde af stolt Ensomhed smelte. Du er som de
andre, ikke stærkere. „Og hvordan gik det dig, hvad blev der af
den fødte Mildhed i dit Hjerte, den dybe Trang til at bruge
Godhed mod alle, der holdt dig søvnløs i din Ungdom? Livet vilde
ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det nødte dig til
Had, Hævn, og du blev hjemløs." Man føler en Bekendelse heri,
der ikke kan andet end gaa til Hjerte. Det er en uhyggelig
oprevet, abnorm Sjæleverden, som lever bag og gennem Jensens
Bøger. Der er et perverst monomant Humor i Skildringen af
Blodbad og Lemlæstelser; Benradmanden og den Døde med Kisten
paa sin Bag vanker om i Bogen, og Forfatteren elsker at skildre
Scener som en stærk, ung Karl, der ligger ensom, forkommen
paa et Tagkammer mellem fremmede og dør langsomt, pinefuldt,
i indbidt, kold Haabløshed. Og selve Bogens Planløshed er som
en stum Haan og Anklage mod Tilværelsens oprørende
Meningsløshed. Men midt derimellem kommer der en Skildring som den
af Axel den sorgløses Død, ude i sin Sygestol under aaben Himmel,
den mildeste, fredeligste Sommeraften — med en dæmpet Sang
til det låve, grønne Land, den bløde, friske Seng i Havet, Landet,
til hvis Kyster to blaa Have bejler og mellem hvis yndefulde Enge
Fjorde og Sunde synger. Op og ned rystes ogsaa Læserne hele Vejen
snart af flove Paradokser, forrykte Indfald og Mark Twainske
Vittigheder, snart af mærkværdige Tankelyn, der aabner Dybder, og
Lignelser af helt visionær Kraft.
Joh.’s Jensens Talent er et vidunderligt stærkt og rigt
Strengeinstrument, men saa sært forstemt, at skurrende Mislyd uafbrudt
kvæler de rene Melodier, der vil løfte sig ud af det.
— Men nu slipper Pladsen op, saa maa Rundskuet
fortsættes næste Gang.
Vald. Vedel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
