Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: En Brevvexling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
En Brevveksling
Sonetter: hans Kærlighed drog hende tilbage fra Dødens Tærskel.
Hun følte Livet ind til Hj ærterød derne, lidenskabeligt og
frydefuldt. Hun behøvede ikke mere at bæres op og ned ad
Trapperne, hun kørte ud, hun kunde atter gaa paa Gaderne og
Jorden. Det virkede helt frisk og nyt igen at føie Græsset under
Fødderne, at gaa i de grønne Løvskygger, at faa Regnstænk paa
Kinderne og Kjolen. Vinteren 1845—46 blev mild og satte hende
ikke tilbage.
Browning fik da Mod til at trænge paa en Afgørelse: efter
Sommeren skulde de gifte sig og rejse til Italien. Hun
indvilligede, selv om hun gøs ved at vove Springet. 1 Juni henstillede
hun, om det ikke var bedst at tøve endnu et Aar. Det kunde
han ikke se nogen Grund til. Lad det da blive, som vi mente,
det skulde være, svarer hun. Stillingen bliver ogsaa efterhaanden
noget farlig; de stod paa gloende Lejærn, sagde hun.
Hans hyppige Besøg (to Gange om Ugen) kunde nok vække
Mistanke; men dem vilde hun ikke miste; engang, da hun i en
hel Uge ikke kunde modtage ham, skriver hun tilsidst: enten det
er klogt eller uklogt — imorgen maa og vil jeg se dig. Sidst
paa Sommeren raadede hun selv til, at de skulde mødes noget
sjældnere, for at det ikke skulde gaa galt paa Falderebet Hun
havde indviet sine Søstre i Sagen, Brødrene begyndte at ane
noget, og flere af deres Kendinge gættede, hvad der var i Gære.
Faderen var hun forsaavidt mindst bange for; ingen i Huset vilde
røbe hende, og han vilde ingen Mistanke nære, før han fik
Kendsgerningens nøgne Klinge i Haanden. Men selv han begyndte at
føie Ubehag ved Brownings Besøg. Engang først i August blev
det Tordenvejr, mens Browning var hos hende, saa han maatte
blive siddende længe i hendes Værelse, til Uvejret var drevet over.
Om Aftenen kom Faderen ind til hende. „Jeg laa paa Sofaen og
havde en hvid Slobrok paa, for at være fri for Baandene —
Luften var saa trykkende, trods Uvejret havde renset den. Han
saa’ næsten ud, som om Tordenen var gaaet ind i ham, og sagde:
„Har du haft den Dragt paa siden i Morges?" „O nej," svarede
jeg, „først lige nu paa Grund af Heden." „Naa," sagde han med
endnu alvorligere Mine (hvor han saa misfornøjet ud, Kæreste),
„det lader til, Ba, at den Mand har været hele Dagen hos dig."
Dertil svarede jeg, saa rolig jeg kunde, at du flere Gange havde
villet gaa, men ikke kunde for Regnen — og dermed endte den
Samtale. Kort nok — men den tog Vejret fra mig — hvad jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
