Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Litterært Rundskue 182
hed for sin Mødding; han snakker ogsaa ukunstnerisk med og ræsonnerer
med satirisk Vid. Der er en Lyriker og en Romantiker i ham. Han
fantaserer gærne om Taterforbrydelser og Galskab, og der er en Zolask
naturalistisk Lyrisme i hans Stil her og der. Naar den sløve, jordgriske
Niels gaar og graver efter Kartofler roder han som en Muldvarp, der
graver efter Rødder, og „det eneste, der forundrede En, var, at han
kastede sin Frugt i en Spand og ikke straks puttede den i Munden";
til sidst omkommer han under Mergelgravning ved et Jordskred. „Det
var, som de kølige, vaade Dunster fra Jordlag, der ikke havde set Solen
i Millioner af Aar, nu paa deres Vej mod Lyset steg op om ham og
berusede ham og slog ham med Blindhed". Da man trak ham ud,
holdt han endnu i Døden en mægtig Jordklump i sine favnende Arme. —
Schandorph maa have kunnet nyde denne saftige og lyriske Tillavning
af Vadmelsfolkelivet og dette nidkære, renlivede Frisind.
Af dette sidste har Hr. Mylius Erichsen en ikke mindre Portion,
men han gør en anderledes tør og benet Figur end Aakjær. Hans
Skitser fra Vesterhavet og Heden: „Vestjyder", er solide Studier i
Marken og trofast bevarede Erindringer fra Drenge- og Ungdomsaarene.
Hans Hjerte slutter — synes det — snævert og fast om sin vestjydske
Hjemstavn, sine præcise, personlige Oplevelser og Indtryk, sine udprægede
Sympatier og Interesser. Der er en vis ædruelig Sikkerhed i hans
Skildringer af Naturlivet og en vis jævn Inderlighed i hans Gengivelse
af Fiskeres eller Drenges uudviklede Sjæleliv, som begge Dele sætter
Læserne i et nært Tillids- og Fortrolighedsforhold til baade Æmnerne
og Fortælleren. Der er ikke nogen videre ejendommelig eller frugtbar
Originalitet i ham, adskilligt er egentlig kun dygtig og upaaklagelig gjort,
men temmelig middelmaadigt og ligegyldigt; ikke sjælden efterligner ogsaa
Forfatteren, saa godt han formaar det paa sin Vestjydsk, Drachmanns
Vers og Prosa, skønt han samtidig protesterer kraftig mod dennes
sjællandske Lyrik og Romantik. Men der er stadig en vis sejg
Tilforladelighed , her i Opfattelsen af et Naturindtryk, dér i Gengivelsen af
Personernes Tale, og altid en stille, ægte Varme i Interessen. Han skriver, ikke
blot for at gøre Litteratur, men han er jydsk Patriot med Liv og Sjæl.
Den praktisk sociale Interesse og Hensigt, som aabenbart stedse
leder Forfatterens Pen, er imidlertid ogsaa det, der væsentligst skader
hans Kunst. Kunst er indre Frihed og Hensigtsløshed, men her hos
M.-E. er alt saa hildet og villet. Han er og vil være Vestjyden,
Demokraten, Christensen-Stadil-eren; han er Reporteren, der skal se
frisindet-menneskeligt paa Boel-Hanne, han er den borgersindede Talsmand for
Fiskernes økonomiske Ophjælp og Frigørelse fra Harboørepræsternes
Helvedesreligion. Alt sammen lutter fortjenstfulde Personer, men det er
Egekronen, ikke Laurbærkransen de kan bejle til.
Hr. Johan Skjoldborg synes at være kommen mere udefra til
sine jydske Hede- og Klitboer, i al Fald er han af et lysere og blødere
Gemyt end den Egn og Befolkning, han skildrer. Han staar ikke rigtig
godt i Aar med sin Samling Smaastykker: „Almue*, men han har tidligere
udgivet to Fortællinger „En Stridsmand" og „Kragehuset", som har
gjort megen Lykke. Han studerer sin Egns Folkeliv med vaagen In-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
