Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207 Nikodemus’ Skriftemaal
da spiser hos os. Og saaledes gaar Tanken videre ud ad Vejene
til alle Sider . . lægger til og multiplicerer og gætter sig længer
frem, til Tanken segner og Hjertet bliver tungt af
Overmæthed — og Husrækkernes Øjengeledder begynder alle sammen
at tale til mig.
Endnu længer kan jeg flygte fra mig selv, naar jeg i
Efter-natten løfter Øjnene opad og bliver ene med det uendelige
Stjerneocean. Der stryger et iskoldt Pust ned over mig deroppe fra det
mørkeblaa; det, som nys varmede og bevægede mit Blod, staar
nu stille og fryser i Aarerne. Ens lille lette Munterheds
Sommerfugl flagrer sorgløs herud i Rummet og vil paa spæde, tynde
Vinger naa op til Stjernerne, men dens lyse Flordragt gennemisnes
straks, dens Vingekraft lammes efter et Øjeblik, og den falder død
ned ved Ens Fod. Alle de beboede Verdener, der ruller og suser,
Aartusinder efter hverandre, ud gennem Rummets Øde, hver bærende med
sig sine Millioners Tilværelsessum og rugende stumt over den mellem
de Tusinder andre Kloder, som evig afsondrede aldrig kan meddele
sig for hverandre. Hver lille Lyskærne med sit Straalebundt vokser,
naar Tanken paa sin Himmelflugt nærmer sig, ... bliver et larmende,
levende Verdenslegeme, bliver en Tilværelse med alle Slags ukendte
Livsformer, myldrende, kæmpende, lidende, ligesom hernede. Og
naar Tanken igen flyver bort til en anden Himmelegn, trækker
alt dette sig atter sammen i en lille, glimtende Stjerne blandt
Myriader andre... At de dog kan skraale deres drukne og sjofle Viser
dernede, hvor de tumler op af Kælderhalsen, — at ikke Ordene
sidder fast i deres Struber, naar de kommer ud under den tavse,
straalende Aabenbaring–At de læspende Frøkner i deres lange
Menkaaber, som dernede tripper hjem fra Teatret, kan pjatte deres
Skuespillersladder videre, — uanfægtede, uberørte af, at de har
Evigheden aaben over deres Hoveder! Saa er det da bedre til at
forstaa, at alle de smaa Mennesker ruller ned og trækker for, naar
Stjernenatten gaar frem udenfor, — tænder Lampen saa hyggelig i
deres smaa Stuer og gemmer sig bort mellem deres
Pygméinter-esser uden at turde eller ville se herud. — Og dog, ogsaa fra
alle deres Lilleputsorger og Bekymringer kunde de jo komme fri,
naar de blot bar dem ud her under Verdensrummet. Hvor skulde
vel Bjergprækenens: „Glem da nu her for din Nødtørft et Øjeblik
Sorgen" lyde mere ophøjet end herude?
Ja, jeg føier, at der er noget endnu tilbage i mig af Kaldæas
Stjernedyrkere og Stjernetydere. Snever og kunstig og umulig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
