Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Nikodemus’ Skriftemaal
bliver hele Korsfæstelsesreligionen herude under den kolde,
funklende Uendelighed. Dens tavse, matematiske Cirkellege gaar
gennem Rum og Tid uden at ane de afsindige Smaafantasier, hvori
vor Hjerne vil spænde Universet ind. Men at tro, at
Himmellegemerne, som vi faar Varme og Lys og Liv fra, og som øver
deres Indvirkning paa Vand og Luft og Jord hemede, ogsaa ad
mystiske Veje kan bestemme og lede vore Skæbner, — det synes
mig endda den mindst taabelige af Menneskenes kosmiske Fantasier.
Ogsaa ad en anden Vej kan jeg for en Stund drukne mit Selv
ude i den store, fælles Leven. Det er ved ret for Alvor at bruge
den moderne Erkendelse af alts Sammenhæng. Jeg tager da i
min Aftenensomhed fat ved det ondt, en Mand forleden tilføjede
mig, og som har pint og forbitret mig hele Ugen og endnu bølger
og svider paa Bunden af mig. Jeg arbejder rigtig med ham,
kryber helt ind i hans Skind og bliver ved med at se Sagen og mig
fra hans Øjnes Vinduer, indtil jeg føler paa mig, hvor han maatte
hade mig, miskende mig, ville mig ondt og aldeles ikke kunde tænkes
at have handlet anderledes. Saa kan min Vrede og Bitterhed
heller ikke længer holde sig kogende, som da Blikket borede sig
fast i den enkelte Krænkelse: naar jeg ser ud over den hele
Sammenhæng, maa min Følelse afsvales til en vis filosofisk
Sørgmodighed over alt det, som nødvendig stedse paa ny maa gøre Menneskene
onde mod hverandre ... Eller jeg tager fat — hvor ofte maa jeg
ikke gøre det om og om igen? — paa min gamle, store Sorg, som
har givet mig saa mange graa Haar: dengang, jeg ikke gjorde
det store Valg, men lod Lejligheden slippe af Hænde. Jeg
undersøger til alle Sider, hvorfor det maatte gaa saaledes, følger
Grundene tilbage i min Natur, min Fortid, leder frem fra mine
Drengeaar, hvorledes jeg allerede dengang bar mig ad netop Uge saadan,
— følger ogsaa Grundene, som laa i ydre Forhold, andres
Paavirkning, i lange Sammenhæng af Begivenheder, hvis Modstand
ikke var til at bryde — saa længe til Ærgrelsen og Sorgen maa
lægge sig og misler sin Kraft ved fra et enkelt Punkt at fordeles
over en saa stor Sammenhæng. Angeren synker mat ned til
Resignation over, at jeg nu én Gang er saadan, som jeg er, og
Ærgrelsen beroliger sig til en Ironi over, hvormange uvedkommende
Ubetydeligheder der spinder et Menneskes Skæbnetraad.
Og herfra gaar jeg videre og finder en Tilfredsstillelse i at
knytte alle Livsforholdene, hvori jeg færdes, sammen i store, faste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
