Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
Netodemus’ Skriftemaal
Hjerne, der nu lever i den livligste Overvaagenhed, slaar en skønne
Stund Klik. Dagen og Timen rykker altid nærmere —, hvor nær
den er, véd du ikke — da du skal forlade alt dette du har om
dig og som dit Hjerte hænger ved. Den Morgen rinder op, da du
ikke er med længer i Verden.
Intet kan være taabeligere end fejgt at vende Øjnene bort fra
denne sikre Slutning paa alt, som tværtimod stadig bør være det
Lys, i hvilket alle Enkelthederne i Livet maa ses. Jo mindre
fortrolig man gør sig med Døden, des mere overrumplende vil den
komme, hæslig kværkende som en Snigmorder. Vil man kunne
dø rolig, maa man vænne sig til at se den i Øjne og berede sig
til den. Skal det ikke komme til at rive og slide altfor fortvivlet
i den Sjæl, der hænger ved Verden, gælder det om i Tide og lidt
efter lidt at løsne en Kende paa de Baand, der binder En til højre
og til venstre til Livet. Der er engang sagt et Ord, som lyder
haardt og nøgent nok: „Elsk Skygger som Skygger" — knyt dig
ikke fastere til det, som dog engang skal være forbi, end at du
kan skilles fra det igen. Fattigt vilde det nu vistnok blive for En.
om man ikke undte sig Rigdommen af at eje — eje Guld, Ære,
Menneskers Kærlighed — for at kunne spare sig Smerten ved
Skilsmissen derfra. Saa maa man hellere tage den med, fremfor
ikke at leve Livet. Men Enhver, der forstaar at høre, vil overalt høre
Døden igennem hvert Øjeblik af Livet, snart som en forstærkende
Sangbund, snart som en dæmpende Sordine. Forstærkende,
ansporende — thi hvis Døden ikke hang os over Hovedet, vilde alt jo
gaa i Staa. Intet vilde haste, ingen vilde anstrenge sig, Tanken
vilde dvæle, Haanden aldrig faa løftet sig ... Det er den ilende Tid,
den truende Død, der bestandig knalder med Pisken over Hovederne.
I Elskovs Sanserus, i Forlystelsesanstalternes skingrende Larm, i
Maskinernes Feberhast, paa Politikkens Tribuner og i Videnskabens
Laboratorier — overalt er det Dødstanken, der driver Livet op i
Gæren og Sprudlen, i Spænding og Fest. Men saa er det ogsaa
samme Tanke, der imellemstunder igen lammer Kraften og dæmper
Festen, naar Kraften og Festen i deres Overmod er ved at glemme
sig. Jeg véd det selv; naar jeg sidder og glæder mig ved at se
hele min Stue fyldt med Bogreoler og føler min Hjerne pakket
med Lærdom, kan pludselig det gamle Ord: „I Nat skal dit Liv
tages fra dig" faa alle Skattene til at forvandles til vissent Løv
for mit Øje ligesom i Æventyrene... . Men hvor mange Smerter
har saa ikke ogsaa Dødstanken lindret, hvor mangen Brodd har den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
