Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217 Nikodemus’ Skriftemaal
for dem, der ligger slagne og værkbrudne paa Livets Valplads,
ikke for de stærke og sejrende, hvem Livet hører til, — ja, ja!
saa er det jo ogsaa de fleste af os — de, som ligger under, og
der kryber ti tavse i Skyggen for hver, der lever og larmer i
Solskinnet. Og, til syvende og sidst, selv de, der lever og larmer,
er de i Bunden altid saa raske og føler de sig saa sejrende, som
de lader V Bryder ikke i ensomme Timer ogsaa adskillige skjulte
Saar op i dem?
Januar
I Aften vil det nu alligevel ikke hjælpe — alt det, jeg har faaet
bygget mig op om Sammenhæng og Fællesskab og Livets
Uendelighed og „die Grånzen der Menschheit". Grænserne er ikke de
samme, hver har sine: sine Legemsskavanker at trækkes med, sit
aandelige Pund at husholde med, sine Livsvilkaar at bakses med.
Og saaledes vises man alligevel tilbage til sit Selvs Enkelthed og
Ensomhed. Mit eget Liv er dog som ingen andens, mit Liv er
mit og min Sorg er min, og jeg er i Bunden ganske ene med dem
uden at hverken Kone eller Barn eller Slægt eller Venner kan dele
dem med mig. Andre har deres, det véd jeg nok, og der kan i
roligere Stunder være en vis Husvalelse i dette Kammeraderi.
Men naar Livet rigtig trykker, er der alligevel ingen Fynd i den
Hjælp, da mærker man, i hvilket livsvarigt Cellefængsel man er
hendømt fra Vuggen af. Gennem Rudens Glas ser man de andre
leve derude, Røsterne fra deres Liv naa’r som svage Genlyd til
Ens Øre, man kan ogsaa selv ved Tegn og ved Læbens Lyd give
de andre derude nogenlunde Forestilling om, hvad der foregaar i
Ens egen Celle, men uoverstigelig skilt bliver dog Verden derude,
fra min Ensomhedsverden herinde, og den svage Udveksling af
Tegn aabenbarer kun, hvor stor Afstanden er. Men især er der
én, Tanke, som uforsonlig belyser de nøgne Cellevægge om hver
enkelts Tilværelse, det er Tanken om Døden.
Og — af flere sammenstødende Grunde — har denne Tanke
besøgt mig i Nat, og alle de andre Tanker, jeg havde faaet bygget
op om mig, blev ligesom til Luft med det samme, — saa jeg sad
igen i min ensomme Nøgenhed over for Dødens Nærværelse.
Alt andet bliver saa uvist, saa taaget og stofløst, den alene
staar i klar, fast Virkelighed og venter paa mig; alt andet kan
man komme udenom, kan man i al Fald prøve at slippe fra, men
den er der ikke noget som helst at stille op imod. Det stærkeste,
sundeste Legems Mekanisme siger paa et vist Punkt stop, den
Tilskueren 1901 K,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
