Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - W. Bloch: Publikum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Publikum
261
udstillet til Bedømmelse, var posteret et æstetisk Politi med Ordre
til kun at admittere saadanne, hvis Stupiditet i Kunst-Sager ikke
overskred Grænsen for det almindelige, vilde allerede mange være
tvungne til at holde sig borte. Men hvis ikke blot den abnorme,
men ogsaa den normale Stupiditet skulde stænges ude, vilde det
se rent galt ud. Skulde kun de have Adgang, der sad inde, ikke
blot med Kendskab til Kunstens Formaal og Midler, men med et
Fond af Livs-Indtryk og aandelig Evne, der kvalificerede dem til
fint og nøje at vurdere Styrken af den Traad, der forbinder Kunsten
med Livet, — saa vilde der blive udmærket Plads i Salen.
Intetsteds har man bedre Lejlighed til at gøre Studier over
denne meget sammensatte Domstol end i et Teater. Det
Publikum, der ellers holder sig i en taaget Fjernhed, der tillader
Kunstnerens Fantasi efter Behag at udstyre det med de Egenskaber, der
bedst stemmer med hans Interesser, er her sluttet inde mellem fire
Mure, tvunget til at udlevere sig selv som Iagttagelsesobjekt, saa
længe Forestillingen varer. Man kan baade høre og se det.
J. L. Hej berg kalder et Sted Publikum for „en kolosal
Vanskabning". Der er noget træffende heri. Den, der fra Scenen,
mellem Kulisserne, uden at kunne se Publikum, har sin
Opmærksomhed henvendt paa de Lyde, der fra Tilskuerpladsen naar hans
Øre, vil i Virkeligheden vanskeligt kunne frigøre sig fra
Forestillingen om et Væsen af kolossale Dimensioner, en underlig Blanding
af Dyr og Menneske, paa en Gang tiltrækkende ved sin naive
Godmodighed og frastødende ved sin Brutalitet. Man mærker hurtigt,
at det just ikke er gennem Intelligensen, at man skal faa denne
Kolos i Tale; den forbavsende lange Tid. der hengaar mellem
Replikken og dens Virkning, vidner om, at Vejen, der forbinder
Øret med Hjernen, er saa lang og besværlig, at kun de robusteste
Tanker kan trænge igennem. Men i den klodsede Krop sidder der
et blødt Hjerte, — og der gives en Kunst, saa ægte og oprindelig
i sit Indhold, saa simpel i sine Midler og saa uforfalsket af selviske
Interesser, at den — blot i Kraft af sin rene Menneskelighed —
formaar at trænge ned gennem alle de Lag, der indkapsler det,
og fylde det med sin Glæde. Da springer Kilderne i det store,
enfoldige Hjerte, Og der bliver stille som paa et helligt, indviet
Sted. Men en saadan Kunst er sjælden, og selv den formaar kun
momentvis at tæmme dette store Monstrum. Selv plumpt og
brutalt elsker det det grove og det stærke. Det maaler Lidenskabens
Kraft ved Stemmens Styrke. De groveste Løjer kan bringe det til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
