Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - W. Bloch: Publikum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 Publikum
at vride sig af Latter, og den falskeste Patos kan faa dets
sentimentale Hjerte til at bæve af Medfølelse. Latteren lyder som hæse
Brøl, Medfølelsen som en vaad Snøften, paa en Gang komisk og
sympatetisk som smaa Børns Sorger. Ganske barnligt og
kritikløst giver dette store, plumpe, enfoldige Væsen sig hen i Nydelsen.
Aften efter Aften, nøjagtigt paa de samme Steder, lyder dets Latter,
dets Snøften, dets klaskende Bifald. Det trættes aldrig ved at høre
de samme Ideer, de samme Udtryk, de samme Lyde. Men vé den,
der forstyrrer dets Vaner. Som det røde Klæde bringer Tyren til
at skumme af Raseri, faar alt, hvad der er nyt og uvant, dets
Galde til at flyde over. Det rejser sig i sin plumpe Vælde og
knuser det — hvis det kan.
Men det skrækindjagende Indtryk, man gennem Øret modtager
af dette Uhyre, forandres og formildes, naar man fra
Tilskuerpladsen tager det i Øjesyn. Enheden opløser sig i sine Elementer,
og man opdager, at der i den grovkornede Hjerne hist og her
findes fint byggede Celler, og i Hjertet sarte Fibre, der egner sig
til at modtage og opbevare selv de fineste Nuancer af Tanker og
Følelser. Idet Kikkerten løber frem og tilbage langs Stolerækkerne
præsenterer den Iagttageren alle Afskygninger af Forstaaelse, lige
fra en næsten dyrisk Gloen til den mest overraffinerede Intelligens.
Det bredeste Grin afveksler med det fineste Smil eller med
Mishagets Alvor, den højrøstede Hulken med stille, taarefyldte Øjne
eller med Blikkets ironiske Glimt. Men man opdager tillige, at de
forstaaende er i sørgelig Minoritet. Man maa gennemvandre en
vidtstrakt Ørken af stupide eller indifferente Fysiognomier, før man
vederkvæges ved et aarvaagent Øje, der i sin levende Afspejling af
Sindets Bevægelser yder Garanti for, at alle Kneb opdages, og at
ingen ægte Tone gaar upaaskønnet forbi.
Mellem Majoriteten og Minoriteten — det store og det lille
Publikum — føres den Kamp, hvoraf Kunstens Vanrøgt eller
Trivsel afhænger. Jo mere uhindret det store Publikum faar Lov
til at optræde som dømmende Myndighed, i desto højere Grad vil
Kunstneren føie sig fristet til at bøje sig under dets Magt. I sin
vældige numeriske Overlegenhed ser det sig i Stand til at byde
saa glimrende Vilkaar, at det ikke er noget Under, om Kunstnerne
massevis træder i dets Sold. Magelighed, Berømmelse og Guld er
saa fristende Haandpenge, at der skal meget til at staa imod.
Den Skuespiller, der ofrer sig til denne Moloch har nemlig
ikke nødigt at slide synderligt paa sine aandelige Kræfter. Hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
