Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Fra Tilskuerpladsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Fra Tilskuerpladsen
kom frem i Forhøret 16. Aug. 1899; Pigen, der havde hjulpet Alma
med at pirke Nøglen ud, der sad i Døren, blev først forhørt 14. Septbr.)
De gode Vidnesbyrd, Retten fik om Almas tidligere Forhold, kunde
ogsaa have gjort den vaklende i Troen. Ligesaa det Kendskab til hendes
Karakter, som Dommeren kunde have faaet i Forhørene: at hun var
blød som Voks over for Indtryk og Paavirkninger fra Omgivelserne, og
at der i hendes Hukommelse ligesom var noget hakkelseagtigt, — den
var ikke lang i Straaet. Naar hun var saadan, og naar hun i
Bedragerisagen lod sig bøje som en Visk til at sige, hvad Dommeren vilde, mens
hun i Tyverisagen uvægerlig, trods alt blev ved at hævde sin
Uskyldighed, saa har Dommerens bestemte Tro paa hendes Skyld ikke været
saa fiffig, at det er værd at prale med den. Den røber mest, at hans
Menneskekundskab og Sans for Sjælelivet ikke er saa fyldige som
ønskeligt hos en Forhørsdommer.
Overhovedet er det næppe altid de mest glimrende Psykologer, der
uddannes i Justitsministeriet og sendes til Kriminalretten. De har syslet
mere med Papirer end med Mennesker. Og i Kontorerne lærer de
sagtens fremfor alt at have Orden i Papirerne. Derfor stræber de ogsaa
efter at faa Orden i deres Forhør. Og hvor kan det være i skønnere
Orden , end naar anklagede tilstaar sin Skyld i velvalgte Ord, der viser
sig at stemme ganske nøjagtig overens med Straffelovens Udtryk? Hvor
det er nemt og tidsbesparende for Retten, naar den skal dømme! Der
er ingen Tvivl om, hvilken Paragraf man skal bruge. Naar Alma,
ifølge Forhøret, udtrykkelig siger, at hun „svigagtig har fragaaet
Modtagelsen af Pengene", saa behøver Dommerne slet ikke at gruble over,
om Straffelovens §254 kan komme til Anvendelse: hun har citeret dens
Ord, som om hun var oppe til juridisk Eksamen. Det er saa nemt som
Fod i Hose, og uhyre bekvemt, hvis Sagen skal for Højesteret.
Kriminalretten kan da folde Hænderne over sin Mave og trygt afvente Appellen:
den har sine Papirer i Orden.
Dommeren vilde vist alligevel have handlet klogere, om han ikke
havde stillet sig op og bekendt sin faste Tro paa hendes Skyld i
Tyveriet. Den Tro har en Eftersmag, en vis Lugt. Man kan jo ikke vel
afværge en stille Mistanke om, at det vist var den Tro, der førte til
Dommen for Bedrageri. Tankegangen bliver: Hun har stjaalet; det kan
vi ikke overbevise hende om: men helt skal hun ikke slippe; saa
klemmer vi hende ined Bedrageriet. Det er en smuk Tanke; den minder
paafaldende om Smeden og Bageren. Øvrigheden skal ikke bære Sværdet
forgæves. Det bliver: Kan vi ikke fælde en Lindorm med det, saa
stikker vi en Graaspurv. Men ligesom Tyrfing maa det aldrig drages,
uden at det faar Blod at drikke. Det var dog maaske heldigere, om
det kunde bære Indskriften paa de gamle Toledoklinger: Drag det aldrig
uden Grund; stik det aldrig i Skeden uden Hæder. 1 Alma Bondesens
Sag frembyder Kriminalretten absolut ikke Billedet af en Lovens
Riddersmand, der stikker Sværdet i Skeden med Hæder; den minder meget mere
om en Bulbider, der stikker Halen mellem Benene, efter at den har
faaet et Drag over Næsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
