Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Chr. Collin: Religion som Livsbetingelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
Religionen som Livsbetingelse 290
paa saa geniale Ting som at skabe Solsystemer af Stjernetaage eller
Stjernestøv og udført Mirakler som at skabe kemiske Forbindelser som
Vand af to Gasarter; og af kemiske Forbindelser atter levende
Væsener i vidunderlig Afveksling; og af Livet atter Bevidstheden,
det sidste og største af Skabelsens kendte Mirakler. Efter dette
skulde Naturen være som en effeta parens, en udtømt Moder, som
ikke længer kunde føde nye Undere!
Men vi har ingen Grund til at tro, at Verden har tabt noget
af sin nyformende Kraft. Vi lever endnu i den skabende Urtid.
Vi maa tænke os, at Naturen gemmer Evnen til nye Undere, lige
saa store som den kemiske og den organiske syntese, eller som
det at skabe Bevidsthed og ved Bevidsthedens Hjælp lidt efter lidt,
gennem Hundretusinder af Aar, at gøre Kampen for Livet til en
Kamp ogsaa for andres Liv, fra en beUum omnium contra omnes
til alles Kamp for alle.
Naturvidenskabens Aabenbaring om, at Skabelsen foregaar nu
som fra Arilds Tid, vil lidt efter lidt vænne os til at lade en stor
Plads staa aaben for de ukendte Muligheder. Og vi kan næppe
undgaa at skimte disse Muligheder i Retning af vor Higen efter
fortsat Liv i en eller anden Form. I dybe Drag vil vi inddrikke
Følelsen af Tidens Uendelighed og af Verdens endnu ikke udtømte
formende Kraft. Og vort nuværende Liv vil uvilkaarlig komme
til at staa for os som en bitte liden Brøkdel af vort hele Verdensliv,
om end en usigelig interessant Brøkdel. Vi kan ikke i Længden
undgaa at give en hypotetisk Værdi til det ukendte. Og her er
vi stillet midt i et Enten-eller. Indsætter vi ikke en gunstig Værdi,
vil der af sig selv paatrænge sig en ugunstig Værdi. I vor
Bevidsthed er der en horror vacui. Og det, som vi kalder „Naturen",
er jo aldeles ikke indifferent. Den foretrækker de mere levedygtige,
derfor — under ellers lige Omstændigheder — de mere
forhaab-ningsfulde for de haabløse Slægter. De Nationer, som er for
kritiske og for gammelkloge til at tro, at Naturen har godt i Sinde,
og at Døden er Livets Tjener, dem vil Naturen befri fra den
Sygdom at leve.
Det for unge og livskraftige Mennesker naturlige er at fylde
den store ukendte Fremtid med Haabets Farve, ligesom vor
Synssans har skabt den store blaa Himmel af Atmosfærens ubetydelige
Støvfnug.
Mennesketanken kan ikke være absolut agnostisk. Hvis
Tanken ikke var nødt til at virke paa Udenverdenen og slaa ud i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
