Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Chr. Collin: Religion som Livsbetingelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religionen som Livsbetingelse
289
at Skabelsens Værk endnu ikke er forbi. Den sjette
Skabelses-dag er ikke løbet til Ende. Mennesket synes nærmest at være i
Slyngelalderen, Våge ingrat. Heller ikke nogen af de andre
Ska-belsesdage er forbi. Den Dag i Dag formes nye Kloder i
Verdensrummet, og paa vor Planet bygges ny Jord og nye Arter af levende
Væsener. Vi selv er kaldede til at være med om Menneskets
Skabelse, et Hundredtusindaars Værk. Ja, dette bliver netop det
centrale i den nye Fromhed. Hver af os har arvet en liden
Brøkdel af Verdens skabende, fremadstræbende Drift. Selve vor
Livsdrift er en Gnist af den guddommelige Ild.
Noget Haab er vel ogsaa indesluttet i den Aabenbaring, at
Døden gennem Millioner af Aar har virket i Livets Tjeneste, for
saa vidt som den har bidraget til Livsformernes Udvikling og
Fremgang. Den har spillet en lignende Rolle som Sekretionen i
det menneskelige Legeme. En Afdøen synes at følge med al
Vækst.
Et nyt Haab følger med den Vished, at Verden endnu er i
Vækst og Vorden. Og at den har Tiden for sig. Jo mere vi
lever os ind i den nye Verdenshistorie, grundlagt af mange
Videnskaber i Forening, af Astronomi og Geologi, Botanik og Zoologi,
Arkæologi og Historie, desto mere bliver det umuligt at tænke sig
Verdensaltet som et en Gang for alle afsluttet System, enten det nu
er et guddommeligt Monarki eller en endnu mere utænkelig
Mekanisme — uden Mekanikus.
Vi nødes til at tænke os „Naturen" som begavet med
ubegrænsede Muligheder. Til Forestillingen om ubegrænset Rum og
Tid maa føjes Forestillingen om ubegrænset Plasticitet og
uudtømmelig nyformende Kraft.
Herbert Spencer gjorde sig efter mit Skøn skyldig i en stor
Fejlregning, naar han i First Principles tænkte sig, at Verdenslivet,
set i det store, var en Slags mekanisk Vippeleg mellem Udvikling
og Opløsning, mellem „Evolution? og „Dissolution". Og
Udviklingen skulde væsentlig blot indeholde de Stadier i Differentiation
og Integration, som vi allerede kender: fra mekaniske til kemiske
Forbindelser, fra disse igen til ubevidst organisk Liv og videre til
højere og højere Former af bevidste Organismer. Men naar
Mennesket var bleven fuldkommen afpasset efter sine Livsvilkaar, da
skulde Opløsningen begynde, for atter at følges af en ny Periode
af væsentlig lignende Udvikling. Verden skulde altsaa ikke mere
kunne finde paa noget væsentlig nyt, efter at den havde fundet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
