Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Edv. Lehmann: Høffdings Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Høffdings Religionsfilosofi
329
Vejen", og „den religiøse Undseelse stammer ikke blot fra en
naturlig Sky for at udtale sig oin de inderste Oplevelser, men
ogsaa fra en vis ubestemt Anelse om, at ethvert Billede og ethvert Ord,
i hvilket man vil udtrykke det Højeste, kun kan give noget
endeligt og begrænset og derved ikke blot udæsker Kritik fra andre,
hvad der er det mindste ved Sagen, men hos Individet selv vækker
Tvivl om Gyldigheden og Værdien af det, der hidtil har staaet for
ham som det Højeste. Det medfører for mange Naturer en stor
aandelig Smerte at gøre det sidste Regnskab op paa dette Punkt,
især hvor Pieteten for de overleverede Former kommer tü og vil
skaane disse for Kritik." — Men det er nu en Gang vor
Menneskelod, som vi maa bære, og selv om Uklarhedens Nisse flytter med,
hver Gang vi tager Bolig, saa kan den nye Lejlighed jo godt være
bedre end den gamle, og „hvorfor skulde Nissen absolut være et
uhyggeligt Væsen?" „Hvem har sagt, at vi skulde kunne forklare
alt, eller at det skulde være umuligt at leve, om vi ikke faa alt
forklaret"?
Nu er denne Uklarhed saa meget mindre trykkende som det
ikke først og fremmest er Religionens Opgave at klare Tankerne,
men at vække Livsfølelsen og styrke Karakteren. Den Verden af
Lyst og Kvide, som Tanken om det Højeste skaber i
Menneskesjælen, er Religionens sande Rigdom. Hos den, hvem Uroen og
Deltheden gør træt og mødig under Livets Gang, vækker den
Trang til Hvile, saaledes som den indiske Grubler, som
Augustin, som Pascal og Kierkegaard har søgt den, saadan som Jesus
af Nazareth bød den. Hos andre er Følelsen af Livets Harmoni
det bærende, den fører dem til Selvudfoldelse og Hengivelse,
forhøjer og udvider deres Livsstemning indtil den stiger til
Religiøsitet. Det er Rousseaus og Goethes og Schleiermachers — til
Dels ogsaa Grundtvigs — Religiøsitet. Saa er der den platoniske
Natur, for hvem Tankens Beskuelse af Tilværelsens store
Helhed er det højeste; saaledes som Spinoza har bygget sin hele
Fromhed op i rolige Tankeformer og lært os, at Tanken har sin
Ret selv der, hvor den bevæger sig paa sin egen Grænse. Og
vidt forskellig fra ham igen den kække Viljens og Troens Mand,
der dyrker sin Gud i tillidsfuld Voven. Det er Luthers
Djærvhed og faste Fortrøstning; „er Troen og Tilliden ret, saa er ogsaa
din Gud den rette". Men i den Vægt og Dybde, hvormed
Resignationen optræder i den religiøse Tro, har denne dog maaske
naaet sit højeste. „Den inderligste Form for Tro fremtræder, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
