Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - H. Ch. Nielsen: Helge Rodes nye Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rodes nye Skuespil
339
Aften. Hvorfor skal jeg dømmes? Saa kom han, og saa glemte vi alt. Har
jeg da ikke gjort nok. Aldrig mere saa jeg ham. Aldrig efter den ene
Gang. Og det var dog min eneste lykkelige Stund. Den eneste fuldkommen
lykkelige Stund.
Hvilken Jammer i disse Ord. Hun lider ved Tanken baade om
den ene Stund, hun nød, og al den Lykke, som ikke blev hendes.
Til Gengæld har Forfatteren flere Steder gjort hende usmagelig
sentimental, f. Eks. naar hun siger om den gamle Biskops Død: „ Han
laa og sang: ,Dejlig er Jorden’. Saa sagde han: „Bare Kærlighed —
bare Kærlighed alt sammen.’
Det at hun kan begejstres for noget saadant giver hende et
ligefrem faaret Præg, og man behøver ikke at være Stefan Borg for at
finde det latterligt. Det stemmer heller ikke med hendes Natur at lade
Refleksionen blande sig i hendes Smerte.
Da hun har faaet Ravns Død at vide og knap er over den første
bedøvende Fortvivlelse, udbryder hun patetisk: „Men det siger jeg, at
hvis dette er Nemesis, saa er det ikke Gud i Himlen, men det onde
Menneske, som er Nemesis."
Det er ikke netop i den Art Situationer, at Menneskene er oplagt
til at filosofere.
For at kunne forstaa hende helt, maa hun betragtes sammen med
Stefan Borg. Ingen af dem staar fuldt levende, men Forholdet mellem
dem er derimod klargjort saa fyldigt som det kan forlanges. Naar de
saaledes kaster Lys over hinanden, udfolder deres Væsen sig helt.
1 den glimrende Scene, hvor det store Opgør finder Sted mellem
dem, har Forfatteren ved hensynsløst at blotte deres Samlivs intimeste
Punkt vist, hvorledes de lever Livet i forskelligt Tempo.
Borg.
–— Kan du huske, da jeg kom hed og glødende til dig. Kan du
huske din fornuftige, pedantiske Tale. Det var Is for mig, skont der gik
Maaneder, før Kulden begyndte at virke.
Alfhild.
Is for dig. At jeg vilde, du skulde handle som en hæderlig Mand.
Borg.
Ja. at du i det Øjeblik var fuld af Hæderlighed og skulde have Aftaler
for Livet, at vi skulde .vandre Livet", at vi skulde „leve Livet sammen i
Sandhed og Arbejde for de Smaa* og Sludder og Vrøvl. Nu vel, jeg blev nodt
til at give Køb.
Fra dette Øjeblik vokser Hadet og Foragten op i ham. Man aner
gennem denne Samtale den Sø af boblende Lidenskaber, hans Indre
rummer, og man forstaar, hvorfor han altid er nødt til at staa uden for
sig selv. Al hans Energi gaar med til at kølne Lidenskaben, til at give
den nogenlunde beherskede Former. Hans Ironi er aldrig voldsom; han
ligesom puster paa den, inden han lader Ordene komme over Læben.
Den er en Haanens Sentimentalitet. („Siden jeg spørger, maa det for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
