Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - H. Ploug: Carl Ploug og Skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Skandinavismens Historie
445
Ilden i smeltet Tilstand kan dannes til ædle Former", sagde
L. K. Daa allerede i 1852 i en Tale til Studenterne, og deri havde
han sikkert Ret. Selvfølgelig interesserede Ploug sig ligesom Martin
Hammerich og de af denne paavirkede Skandinaver for Udvikling
af indbyrdes Kendskab til Landenes Sprog og Litteratur, for
forbedrede Samkvemsmidler, fælles Mønt og Vægt, nedsat Porto og
alt saadant; men han har haft for megen politisk og historisk
Dannelse til at tænke sig Nordens Sammenslutning realiseret ad
saadan Vej. Det lyder meget kønt, naar han i en Sang til Nordens
Konger fra Foraaret 1875, endnu under Indtrykket af
Begivenhederne 1864, skriver:
I sidde, hver af jer paa Kærlighed rig,
mens Folkene stræbe mod skiftende Med
og vokse sig sammen i Frihed og Fred, o. s. v.;
sikkert er det dog, at han aldrig i noget Indlæg i den skandinaviske
Sag har antydet noget om, at en virkelig politisk Enhed skulde
kunne naas paa den Maade. En saadan helt frivillig
Sammenslutning af tre Folkesamfund, som fuldbyrdedes langsomt, ligesom
ad organisk Vej, uden paa noget Punkt at bryde afgørende med
det overleverede og uden at noget af Folkene opgav væsentligt
af sit nationale Eje, vilde sikkert være den idealeste Politik, man
kunde tænke sig. Men Verden har aldrig set noget saadant, og
det er ikke sandsynligt, at den faar det at se. Allerede i
Aarhundredets Midte var — efter Plougs Mening — hvert af de tre
Folks Kultur saa fremskreden, at man maatte bevare deres indre
Liv for at lide Skade ved en eventuel Sammenslutning; og nu
vilde der selvfølgelig aldrig kunne blive Tale derom. Ingen Sinde
har de nationale Værdier staaet i højere Kurs end i dette Øjeblik.
Naar han derfor stilede mod en Forbindelse mellem de tre Folk,
gaaende ud paa at bringe deres Styre ind under fælles Rammer
for Samfundslivet, saa havde han sikkert Historiens Vidnesbyrd
for sin Politiks Forsvarlighed. Jeg tænker herved ikke blot paa
de hyppigst forefaldende Tilfælde af Folkesammenslutning, de som
fuldbyrdes ved Erobring (her begynder jo den sejrende Magt altid
med at bringe det undertvungne Folk ind under sine egne
Organisationer), men ogsaa paa et bestemt historisk Tilfælde af fredelig
Sammenslutning, der sikkert har foresvævet Ploug ved hans Planer
om en dynastisk Union mellem de nordiske Lande, nemlig den
storbritanniske Union efter Dronning Elisabeths Død. Her er der
Tilskueren 1001 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
