Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
505
Meget usikrere, opdager man, stiller det sig med de digteriske
Figurer, hvori der er en stærk Bevægelse. De flimrer allerede. Altsaa,
hvis min Erindring ellers er paalidelig, har Skuespillerens Kunst ikke
været mægtig nok til at give Fantasien et uforglemmeligt Billede af det
bevægede Liv. Man husker Figuren, Situationen maaske, men kan ikke
efterføle Rytmen, Bevægelsen. Af det kgl. Teaters Opførelse af Richard
den Tredje husker jeg nu ikke Hr. Mantzius’ Richard — skønt eller
maaske fordi den var saa fast formet, saa skarpskaaren, — anderledes
end jeg husker de bedste af Bifigurerne, de to smaa Prinser, der dog
kun i en enkelt Scene tegnede deres kække Spinkelhed mod den mørke
Baggrund, og især den ene af Morderne (Hr. Andersen), der staar for
mig som et breughelsk Billede. Maaske her er Spirer til et tragisk Talent.
Saa husker jeg naturligvis Frk. Dons’ operamæssige Enkedronning og
ærlig talt saa husker jeg slet ikke mere. Fra det andet af det kgl. Teaters
Forsøg i en Stil, der ligger noget fra Kongens Nytorv, Opførelsen af
d’Annunzios Gioconda husker jeg Hr. Neiendams Lucio. Der var
virkelig en anden Sol over denne Skikkelse end den, der til daglig falder
mellem Charlottenborg og Teatret, selv om den nordiske Natur svedte
stærkt under Fremstillingen af den tørre italienske Hede i Florentinerens
Deklamation om sin Marmor-Muse. Overfor et saa alvorligt kunstnerisk
Arbejde har man i al Fald meget mindre Lyst til at kritisere Skuespilleren
end hans Publikum. At David ikke tager sig ud foran Vartov, er ikke
Davids Skyld, men Vartovs. Fru Hennings’ Silvia i samme Stykke husker
jeg bedst i en enkelt Situation. I Slutningen af første Akt, hvor Lucio
i Ekstase tilstaar sin Hustru sin Beundring og Taknemlighed, var det meget
smukt at se, hvorledes Silvia tog imod dette, saa at hun ligesom voksede
ved det. Lad hvem der vil ærgre sig over Fru Hennings Sølvertoner —
der var ogsaa her noget at ærgre sig over, som straks i Begyndelsen,
da hun kaldte paa Barnet — hun har andre, fulde, varme Brysttoner.
Der er nu engang blandt vore Skuespillerinder ingen, der kan sige
saadanne Ting, som Silvia siger til Lucio (»Mit Bryst er det sikreste Sted
i Verden* o. lign.) med saa megen Vederhæftighed som Fru Hennings.
I anden Akt, Kampen mellem Hustruen og Modellen eller Musen, hvad
man skal sige, naaede Fremstillingen ikke Digtningens Skønhed. Man
husker den sidste og er ved at glemme den første. Fru Oda Nielsen
skulde fremstille Gioconda, der er skrevet for Duse: h u n og ingen anden
er den, hvis Ansigt er som eet Blik, .lutter Øje". Man forstod slet ikke,
at denne Gioconda var i Slægt med de mægtige Marmorbilleder, der
fyldte Atelieret, at hun var Dronning i et Rige, hvortil den lille, varme
Hustru aldrig kunde faa Adgang, og naar man ikke forstod det, forstod
man intet. Derimod var det ikke Fremstillingens Skyld, at sidste Akt
virkede ganske irriterende paa en nordisk Smag. I denne fremstilles
Silvia, der symbolsk har faaet Hænderne knust under den omstyrtede
Statue, i sin Lemlæstelse som en meget langstrakt Appel til
Medlidenheden i dens ganske upoetiske Form — ikke meget anderledes end naar
de sydlandske Tiggere præsenterer deres Vanskabtheder. Det virkede
efter den antike Skønhed, Digteren har givet denne Figur, som om
Venus fra Milo vilde strække Stumpen i Vejret med et Eccolo! Til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
