Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - R. Bergh: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koncertsæsonen
589
nytyske, nyfranske, nyitalienske —: at han formaar ikke blot at bryde
med den overleverede Stil, men at gyde sine Tanker — hvilke ogsaa
som saadanne er de andres langt overlegne — i en fuldgyldig Form.
Det er i de senere Aar blevet Skik at fremhæve Cæciliaforeningen
paa Musikforeningens Bekostning, og det kan ikke nytte at nægte det:
som Regel har hins Korpræstationer staaet højere end dennes,
takket være fremfor alt Kapelmester Bungs Begavelse og utrættelige
Energi som Korleder. Men med Hensyn til Valget af nyere religiøs
Musik har Musikforeningen indlagt sig større Fortjenester end
Cæcilia-foreningen: det har bragt os de to Toppunkter for den mere
konservative og for den nyere Retning: Brahms’ Requiem og Parsifal-Fragmentet;
disse lo Værker staar himmelhøjt baade over César Francks, Verdis og
Dvoråks Arbejder.
Foruden Verdis Stabat mater bragte Musikforeningen i denne Vinter
af nyere Musik bl. a. Brahms’ Schicksalslied. Dette i sit olympiske og
i sil jordbundne Parti lige dejlige og stilfulde Værk formaaede Koret
ikke ret at bringe til Udtryk, og det var vel til Dels derfor, at Publikum
ikke modtog det med den rette Taknemmelighed. Til Dels — thi denne
bundalvorlige, enkle, rene Musik uden de ydre Effekter maa jo i Regelen
blive noget ældre for at værdsættes af Massen, hvis den da overhovedet
naar saa vidt. Endelig som Slutning paa Sæsonen en ny svensk
Symfoni (D-Dur) af Hugo Alf v én.
Denne sidste er et meget talentfuldt Arbejde og aabenbarer sin
Komponist som en fin og fornem Aand og højt kultiveret Musiker.
Hvad man mest beundrer i Symfonien, er ikke selve de nøgne Ideer,
som ikke er særlig slaaende ved deres Nyhed eller Dybde; det er
navnlig det Arbejde, som bygges op over dem, som giver Symfonien
dens Værdi. I det tematiske Arbejde er Alfvén en Mester, og man
mærker, at han har dyrket og elsker Klassikerne. Det er streng absolut
Musik, la musique pour la musique, til hvilken man aldeles ikke har
dybsindige Forklaringer nødig.
Første Del (Moderato) staar i et underligt, lidt løst Forhold til de
tre andre Stykker: den er af ganske lys Karakter, har et mildt og
elskværdigt Hovedtema, et ikke mindre blidt og venligt (meget Brahms’sk)
Sidetema og stedvis stærkt pastorale Tendenser, og selv om Komponisten
arbejder en større Stigning op i Modulationsdelen, saa er Hovedindtrykket
af dette Afsnit dog det lyse og milde, og man overraskes noget ved
oven paa dette at finde hele tre Mollstykker af kæmpende, lil Dels tragisk
Karakter. Det andet Stykke (Andante) virker saaledes navnlig i sin
Begyndelse meget dystert; det tredje Stykke er bygget over et Motiv, som
Takt for Takt, Node for Node er en Omdannelse af Hovedmotivet i
2den Del (omskrevet fra Andante til Allegro 6/s). Maaske kunde
uden Skade en af Bepetitionerne i denne Del være udeladt. Det sidste,
store Afsnit (Præludium og Fuga) er vistnok det betydeligste i Symfonien.
Allerede Præludiet er et stærkt polyfont, meget smukt Stykke, og den
følgende Fuga viser Komponistens Evne til kontrapunktisk Sats
allerstærkest. En første Fuga med meget bevæget Tema udmunder gennem
en stor Stigning i en prægtigt klingende Koral; af dennes første Melodi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
