Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - R. Bergh: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
588
Koncertsæsonen
Stil, saa ligger det vel dels i, at han er Sydlænding, Italiener, dels i at
han som gammel Operakomponist ikke — særlig saa snart der indtræder
Soli — har kunnet holde sig i Aande ved uafbrudt at skrive kirkeligt,
men har maattet afveksle med nogle Operanumre — hans Falden ud af
Stilen gør et langt mindre bevidst Indtryk end Francks. Allerede det,
at han har kunnet skabe saadanne Stykker, som det første dejlige
„Requiem aeternam" og dettes endnu smukkere Gentagelse med
Sopran-solo føjet til (B-moll) i „Libera me" saavel som de mægtige Korstykker
i Dies irae og de to. Fuger, er beundringsværdigt. Men saadanne Tema’er
som f. Eks. Salva me, Lacrymosa og Recordare falder helt uden for
Kirkestilen ; svagt er ogsaa Afsnittet: Domine Jesu.
Udførelsen var god og smuk, særlig for Korstykkernes Vedkommende.
En beklagelig Omstændighed var det, at Fru Bruns og Frøken Becks
Stemmer stod saa slet sammen: det føltes i en uhyggelig Grad i Agnus
Dei, hvor de synger et langt Stykke unisono i Oktav.
Ogsaa Musikforeningen feirede Verdis Minde ved at opføre
hans Stabat mater, et Værk, som er friskt, klangskønt og mere
virkningsfuldt end stilfuldt, tildels fordi det i sin Korthed bestaar af lutter korte,
indbyrdes uafhængige Strofer, som uden Ophold glider over i hverandre,
saaledes at der slet ikke bliver Lejlighed til nogen egentlig musikalsk
Opbygning og Udvikling i større Stil; men det indeholder meget smukke
Enkeltheder.
Det er med noget blandede Følelser, at man hører de fleste moderne
religiøse Værker. Man kan glæde sig over de mange smukke
Enkeltheder deri, men der gør sig alligevel nogen Vemod gældende, naar man
ser, i hvilken Grad Følelsen for den høje Stil er gaaet tabt, selv hos
saa fremragende Komponister. Enten dette nu er noget villet eller
ikke, sikkert er det, at nogen ny stor Stil har hverken Verdi eller César
Franck formaaet at skabe. Hvor længes man ikke efter igen engang at
høre Matthæuspassionen! Og er det dog ikke en Uretfærdighed, at de
Komponister af mere konservativ Retning — som F r. Kiel1) og H. v.
Herzogenberg — som har skrevet fortræffelig og virkelig stilfuld
Kirkemusik, konsekvent skubbes til Side?
Der er i vor Tid én Mand, som har formaaet at skabe en ganske
ny Form, en virkelig ny Stil for religiøs Musik. Mærkelig nok findes
denne i en Opera: Parsifal; men disse Afsnit af Operaen føie» ak andet
end operamæssige: med sin uhyre sikre Stilsans har Wagner formaaet
at bringe det religiøse Moment ind paa Scenen, ikke — som ellers i
Operaer — som Staffage for forskelligt andet, men som det centrale,
hvorom det øvrige samler sig; her breder sig, hvad enten man hører
denne dejlige Musik i Koncertsalen — just nogle af disse Partier have i
sin Tid været opførte i Musikforeningen — eller i Bayreuth, en virkelig
mystisk-religiøs Stemning, som kun forstærkes ved, hvad der foregaar
paa Operascenen. Det er en af de Ting, som bedst viser Wagners
uhyre Overlegenhed over for alle andre „moderne* Aander — de være
’) Kiels ene Requiem har for mange Aar siden været opført i
Koncertforeningen af Prof. Malling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
