Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
664
Gustave Flaubert
at bevare den Mand, hun har vundet. Det er lykkedes Flaubert
at gøre os denne Kvinde helt levende, hendes ydre Personligheds
Charme, hendes forvirrede lille Hjerne, hendes varme menneskelige
Instinkter, — vi ser hende ved Frederics Side under deres Strejftog
paa Landet, hører hendes glade Latter, beundrer hele hendes
smidige, smokke Person, der véd en eneste Ting i Verden: Elskov.
Senere kommer der én Følelse til, og den er endnu stærkere:
Moderkærligheden. Hele hendes Ansigt er én straalende Glæde,
da Frederic besøger hende, efter at hun har faaet den lille Dreng,
det er den største Lykke, hun har følt, og hendes største Sorg
møder hende, da hun senere mister ham. Hun giver sig hen i
sin Smerte med en blind, vild Lidenskab.
Den tredje Kvinde, der spiller en Rolle i Frederics Liv er
Fru Dambreuse, den kloge og sikre Verdensdame, med den
fuldendte ydre Kultur. Her er hans Forraad af virkelig Følelse,
sjælelig som sanselig, forholdsvis ringe. Det er en temmelig
kombineret Interesse, der fører ham mod denne Kvinde. Først
Skønhedssans: han beundrer den fuldkomne Harmoni i hendes Væsen, hun
er alle Kvinder, han kender, overlegen i Smidighed og Klogskab,
hun har et fuldkomment Herredømme over sig selv, og en Gratie,
der til alle Tider glæder hans Øje. Hun er en sjælden Blomst af
en gammel Kultur. Hendes Sjæls Kulde, hendes overlegne Hjerne,
hendes fuldkomne Formsikkerhed, alt imponerer ham. Der er i
hans Følelse for Fru Dambreuse Skønhedsglæde, Trang til at
beundre, en Søgen efter Raffinement og en vis Erkendelse af hendes
aandelige Overlegenhed. „Han følte paa sin Side hverken den
Henrykkelse i hele sit Væsen, som førte ham mod Fru Anoui,
heller ikke den utøjlede Glæde, som Rosanette havde hensat ham
i. Men han begærede hende som noget sjældent og vanskeligt,
fordi hun var adelig, fordi han var rig, fordi hun var religiøs,
-han forestillede sig, at der var Nuancer i hendes Følelse, sjældne
som de Kniplinger hun bar, — han tænkte sig hende med en
Amulet paa Brystet, med Kyskhed i selve Fordærvelsen." Han
ønsker at vinde Fru Dambreuse som den ualmindelige og
højt-stillede Kvinde hun er, der er baade Forfængelighed og Ærgerrighed
i hans Ønske. Han vinder hende, og det bliver en Skuffelse.
Den Kvinde, han altid og altid vender tilbage til, den Kvinde,
som engang i hans unge Aar har gjort det dybeste Indtryk paa
haus Sind, og som han gemmer i sit Hjerte saa længe han lever,
— hans store Kærlighed — det er Fru Arnoux.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
