Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
665 Gustave Flaubert
„Hovedtiltrækningen ved L’éducation sentimentale," siger Georg
Brandes, „er for mig den Ynde og Kyskhed, hvormed Frederics store
Kærlighed er skildret." „Frederic elsker uden Bagtanke, uden Haab
om Genkærlighed, absolut, med en Følelse, der ligner
Taknemmelighed, med en Trang til at ofre sig for den elskede, der er saa
meget stærkere, fordi den ingen Tilfredsstillelse finder."
Fru Arnoux er en Dame af den borgerlige Verden, gift med
en Forretningsmand, Sydfranskmand, en glad Sjæl, driftig, letsindig,
godmodig, meget utro. Hun elsker ham, og selv efter at han har
forspildt hendes Kærlighed, vedbliver hun at holde af ham og støtte
ham. Hun er en jævn Kvinde, uden hvad man kalder højere
Interesser, optaget af sit Hjem, sin Mand og sine Børn, hun er
meget smuk, af en rolig harmonisk Ynde, har liden Fantasi, men
djb og varm Følelse. Hun bliver til sidst forelsket i Frederic, den
store Kærlighed er denne Gang gensidig. Men hele hendes
Opdragelse, hendes Kærlighed til Hjemmet, hendes Syn paa Livet
stiller sig i Vejen for et Ægteskabsbrud. De kommer aldrig til at
tilhøre hinanden, men i deres Sjæl kan de aldrig løsrive sig fra
hinanden. Og hun bliver skæbnesvanger for alle hans øvrige
Forbindelser. Det er Følelsen for Fru Arnoux, som er den sidste og
afgørende Grund til at han ikke formaar at gifte sig med Louise,
det er ogsaa den, der bevirker Bruddet med Rosanette, og det er
en Haan mod Fru Arnoux’ Minde, som skiller ham fra Fru
Dam-breuse, da deres Giftermaal efter Dambreuses Død allerede er besluttet.
Han bryder med enhver af dem, fordi der inde i ham lever Billedet
af en Kvinde, som var ham kærere end alle.
Mange Aar efter, da han er en graanet Ungkarl, faar han
Besøg af hende, — de tilbringer en kort Eftermiddag sammen,
taler om gamle Minder. I Samtalens Løb kommer han til at
spørge hende, naar hun første Gang mærkede, at han havde
hende kær:
„Det var den Aften da De kyssede mit Haandled mellem
Handsken og Manchetten. Jeg sagde til mig selv: „Men han elsker
mig jo!... Han elsker mig." Men jeg var bange for at blive sikker
paa det. Deres Tilbageholdenhed var saa henrivende, at jeg nød
den som en ufrivillig og uafbrudt Hyldning."
Han angrede intet. Hans Lidelser fra fordum var betalte.
Da de kom tilbage, tog Fru Arnoux sin Hat af. Lampen,
som stod paa en Konsol, belyste hendes hvide Haar. Det var som
et Slag lige i Brystet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
