Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Vilh. Lassen: Presse og Publikum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
674
Presse og Publikum
korrekt. Hvad endelig angaar Angreb paa Autoriteter eller
Privatmænd, fastslaas, at saadanne ikke optages, førend man ved
Henvendelse til den angrebne Part har faaet dennes egne Indrømmelse
af, at han har baaret sig skandaløst ad.
Hvis Publikum saa fik en ideal Redaktør til denne ideale Avis,
saa var der ikke et Menneske, der vilde læse den! Den vilde
sluge en halv Snes Tusinde Kroner hvert Kvartal, indtil den snart
døde. Og Dødsaarsagen var — Mangel paa det ideale Publikum.
De nærværende altid undtagne. Jeg vil ikke benægte, at de her
tilstedeværende Medlemmer af Publikum er nær ved at være ideale,
men naar vi tager dem fra, kan vi vist blive enige om, at Resten
af Publikum er meget lidt idealt. Publikum har den Presse, det
vil have. Her er i disse Festdage sagt mange gode og smukke
Ord om os Pressemænd. Med vi ved jo godt, at disse gode Ord
lyder kun om os paa Festdagene. Paa de søgne Dage er det helt
andre Ord, der siges om Journalisterne. Vi kender godt, hvad
Skuespilleren, der ikke er bleven rost, hvad Forfatteren, hvis
Bog ikke er bleven omtalt, hvad den skikkelige Borger, som ser
sin kære Nabo angrebet i Bladet — vi kender de Ord, de alle
bruger om os. Men de Laster, Publikum finder hos Journalisterne,
er kun Genspejlinger af Publikums egne Laster. Og hvad Ordene
fra de søgne Dage angaar, saa vil vi paa en Dag som denne sige,
at vi returnerer dem alle til Publikum — de uretfærdige,
fordi vi aldrig har fortjent dem, de retfærdige, fordi det er
Publikum, der vil Journalisterne saaledes.
Pressen kan ikke staa højere end Publikum, skal heller ikke
gøre det. De to, Presse og Publikum, skal staa paa samme Trin.
Hvis Pressen er, som den bør være, har den vel den ene Fod
oppe paa Trappens næste Trin, og opfordrer Publikum til at følge
med. Men hvis Publikum er for tvært, eller for tungt at løfte, saa
vil det ende med, at Pressen tager Foden ned igen. — Det, jeg her
siger, er noget andet end den Tale, vi plejer at høre om Pressens
store Magt. Den faar vi ved alle Festligheder. Den sjette eller
syvende Stormagt, stærkere end nogen af de andre Stormagter,
saadan plejer det at hedde. Men jeg vil — med Fare for maaske
at blive modsagt af enkelte Kolleger — protestere mod denne
Tale. Publikum behager sig i over for Pressen at føie sin Afmagt;
det ynder den Forestilling, at det er som et blødt Voks, som
Pressen kan forme til, hvad det skal være. Hvis saa var, saa
havde vi Pressemænd Ansvaret for alt det, der ikke sker i vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
