Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Troels Lund: Dødsanmeldelse i Norden i 16. Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
687 Dødsanmeldelse i Norden i det lt>. Aarhundrede
lod ved dertil lejede Folk bekendte Folks Død udraabe i Gaderne.
Begge Bekendtgørelsesmaader var i det 17. Aarhundrede efterspurgte
som Tegn paa Anseelse og blev derfor mere og mere almindelige.
Den gejstlige Bekendtgørelse kaldtes: „abkündigen", den verdslige
„ansagen".
For Folk som de var flest i Norden var offentlig Meddelelse
om Dødsfald og Indbydelse til Begravelsen egentlig ganske
unødvendige. Bys- og Sognebørn kendte Begivenheden, førend de flk
den meddelt paa denne Vis, og de kom af sig selv uden Indbydelse.
Men da Tonen engang var slaaet an fra oven, kunde man hverken
i Købstad eller paa Landet undvære en Budbringer ved den
Lejlighed. Fra Slutningen af det 16. Aarhundrede kan man tydeligt
spore, at Anvendelse af Indbydere har- været almindelig.
I Forordningen af 1. Maj 1624 paalagdes det endnu Borgmester
og Raad i Danmark at gøre Anordning om, „hvad de der bede
til Liget at følge, skal have for deres Umage", samt «overveje, „om
ikke nogle visse Personer, Klokkere eller andre, dertil kan
forordnes". Men i Forordningen af 26. Marts 1656 kunde man gaa ud
fra, at alt var i Orden, idet der nu i Byerne var faste baade
„Bedemænd" og „Bedekoner". Omtrent samtidig maa Forholdene være
bleven ordnede i Norge. Det hedder f. Eks. i Optegnelser fra Bergen:
„Den 16. Novbr. 1662 blev det forkyndt i Kirkerne, at Jakob
Bal-lentyn skulde bede for de døde." De samme højtidelige Udtryk
bruges i en Forordning for samme By næste Aar: Det forbydes
enhver, ihvo det end er, at „lade andre bede for" deres afdøde
end den eller de, som dertil af Øvrigheden er forordnet. Lidt mere
fornøjeligt lyder det, naar f. Eks. Kirsten Christensdatter Friis, salig
Samuel Erichsens, 1720 blev beskikket til Bedekone i Æbeltoft
„baade i Glæde og sørgelige Tilfælde".
Ligesom i Byerne anvendtes der ogsaa paa Landet i Danmark
baade mandlige og kvindelige Indbydere. Saavel i Sønder- som
i Nørrejylland synes de kvindelige at have været stærkt benyttede,
uden at man dog ret kan blive klog paa Grænsen mellem deres
og de mandliges Virksomhed. Begge Køn skulde optræde
ærefrygtindgydende. Fra Sønderjylland hedder det: „I tidligere Tid havde
den som bød til Begravelse, en Jernalen med en Ring i, som hun
ringlede med, naar hun kom ind i Stuen, inden hun fremførte
Buddet; senere brugtes en Træalen. Nu er det rent gaaet af Brug.
Var ingen hjemme, blev en Visk Halm plukket ud af Taget over
Indgangsdøren; naar Folk saa kom hjem, kunde de se, hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
