Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - G. Christensen: En finsk Kunstfilosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
752 En finsk Kunstfilosof
Følelse har en Tendens til at smitte, og vækker den Sympati og Ekko
hos sit Publikum, virker dette forstærkende tilbage paa den. Her har
vi da et Princip, der gælder for al Kunst fra de allerlaveste til de
højeste Former: en stadig mere bevidst Stræben efter ved flere og
flere Midler at lette Meddelelsen og Tilegnelsen af en Følelsestilstand
hos et stadig større Publikum — i sin højeste Form et Værk, der er
løst fra Tid og Sted og henvender sig til en ideal Tilskuer og Læser1).
Kunstens tidligste Historie maa blive en Teknikkens, Midlernes
Historie, en Udvikling af Følelsens Overføringsevne, og af de forskellige
Midler kan i de store Træk ogsaa de forskellige Artsformer udledes.
Raab eller Spring af Glæde er endnu ikke Kunst. Det simpleste æstetiske
Element, der maa til, er Rytmen, Bevægelsen begrænset inden for visse
Tidsafsnit. Den er virksom i Lyd, Bevægelse og i Ornamentik, men
vigtigst for den i videst Forstand lyriske Kunst.
Samme suggestive og smittende Magt som Rytmen har Mimikken,
der grundlægger det dramatiske. Visse Følelser og Bevægelser hører
sammen. Ikke blot Ansigtsudtryk, men Stillingen (f. Eks. af et
Billedhuggerarbejde) foraarsager en svag indre Efterligning, der virker tilbage paa
Følelsen. For Naturmennesket spiller Legemets Sprog endda en langt
større Rolle end for os.
Imidlertid er det jo kun ved de mindst sammensatte Følelsestilstande,
at Suggestionen slaar til. Efterhaanden som der indtræder flere
intellektuelle Elementer i det Aandsliv, der skal overføres, maa der tales til
Tilskuernes Intelligens. Ønsket om at finde Forstaaelse hos disse vil
da føre Kunstneren til Beskrivelse af objektive Begivenheder eller Ting.
ved hvilke han hos sit Publikum kan faa en Følelse frem lig hans
egen — hermed har vi Begyndelsen til Epikken.
De simpleste Kunstformer og den simpleste Teknik kan da afledes
rent psykologisk af Kunstimpulsen, Sindstilskyndelsen til Produktion og
Kravet om at finde Ekko, Svar paa Følelsen. Kunsten er foreløbig en
rent selvtilfredsstillende Virksomhed. Men ser vi nærmere til, kendes
paa primitive Trin intet til en rent fri og formaalsløs Kunst.
Vurderingen af den er interesseret, før den bliver æstetisk. Kunst skyldes
ikke overflødig Kraft, men gør og skal gøre en positiv Nytte. Den
Rolle, den tidlig spiller, og den Udvikling, den har taget, forstaas kun.
naar vi sætter den i Forbindelse med de vigtigste Livsformaal. Ved at
tjene disse bliver den en Magt, der først senere — i hvert Fald delvis
l) Baade i det foreliggende Værk og udførligere i sin Doktordisputats
(Forstudier till en Konstfilosofi. 1896) undersoger Forf. Grundene til at ogsaa den
udtrykte Smerte finder sit Publikum og ofte det største. Mange, der til dagüf
Brug har det mindst morsomt, har jo en underlig Interesse af at overvære
Begravelser eller foretrækker Tragedier for Komedier. Man kan sentimentalt nyde
sin egen Folsomhed eller nyde det, at Ulykken bekræfter ens almindelige
Teorier om Livet. Men psykologisk gælder det i det hele, at overalt, hvor der
kan anvendes aktive Reaktioner, kan Smerten medføre en relativ Lystfølelse.
Den frir os ud af Folelseslosheden, der er den uudholdeligste af alle Tilstande.
Den svage og slappe, der ikke gider gribe efter Glæden, kan endnu stramm ei
op af Smerten. Men for at betale Omkostningerne ved denne Lystfølelse sa»
billigt som muligt, soger han til Kunstens .laante Smerter*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
