Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - J. Østrup: Vort Forsvar og vor Udenrigspolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
761 Vort Forsvar og vor Udenrigspolitik
det naturlige i dette Standpunkt (Frederik Bajer: Le systéme
de neutralité scandinave pendant la guerre de Crimée, i Revue
d’histoire diplomatique, April 1900). Og jo nærmere Krigen føres
ved vore Kyster, desto større bliver Vanskelighederne. En
Neutralitetserklæring er i og for sig kun Udtalelsen af et Non possumus,
idet man for Resten lægger det hele i Fremtidens Haand. I en
tysk-fransk eller tysk-engelsk Søkrig kan det komme til at ligge
nær for den mindre dybtgaaende Del af en fjendtlig Eskadre at
søge ind i Sundet, og for Spørgsmaalet om Tilførsel af Kul og
Proviant vil det saa ikke have andre Udveje end med det gode
eller det onde at faa dette over København. Dermed er Situationen
givet: en isoleret Neutralitetsstilling maa naturnødvendigt føre til,
at Danmark maa gøre fjendtlig Front mod den af de
krigsførende Magter, der kommer først, og da dette i de fleste
Tilfælde vil blive Tyskland, vil altsaa en isoleret Neutralitetsstilling
medføre samme Risiko, men uden at medføre samme
Fordele, som en Tilnærmelse til de Magter, der kan tænkes at
ville blive Tysklands Modstandere.
Det er Følelsen af et vist Ubehag over at skulle drages med
i den storpolitiske Tummel sammen med Følelsen af det ønskelige
i en direkte Magttilvækst, der har skabt Tanken om en skandinavisk
Sammenslutning. Jeg maa tilstaa, at selv Ængstelsen for som ren
Lægmand og Civilist at skulle gaa imod to krigsvidenskabelige
Autoriteter som General Bahnson og Oberst Jensen ikke kan faa
mig til at fordølge, at jeg ikke indser, hvad der ved en saadan
Politik vindes for Danmark. For det første er selve den direkte
Magtforøgelse ingenlunde betydelig, og for det andet ligger de to
Landes Interesser saa fjernt fra hinanden som vel muligt. Hvis
Sverige virkelig udsættes for et Angreb fra russisk Side, indser jeg
ikke, hvad Betydning et dansk Hjælpekorps skulde kunne faa; jeg
tror, at den Krigsminister, der skulde foretage en Mobilisering her
med det Formaal at sende danske Soldater mod Russerne, vilde
faa en højst ubehagelig Stilling. Og hvis Sverige ikke er udsat
for et saadant Angreb, som er det eneste positivt mulige, vilde
altsaa denne Magt blive den ydende og Danmark den nydende,
men jeg indser ikke da, hvorfor fremtidige Ledere af svensk
Udenrigspolitik skulde være mere abstrakt idealistiske end Gripenstedt
og de Geer var i 1863. Det forekommer mig, at baade den historiske
Erfaring og det logiske Ræsonnement taler imod den skandinaviske
Tanke. Ikke engang kulturelt kan jeg tillægge Nyskandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
