Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - A. Friis: Kr. Erslevs Fortolkning af Arvehyldingsakterne af 1721
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
!)30
Arvehyldingsakterne af 1721
synes jeg, gøre sig klart, hvad Følgen vilde være, hvis Frederik IV’s
Standpunkt skulde vise sig juridisk uholdbart; dette Spørgsmaal skyder
Erslev imidlertid fra sig som sin historiske Undersøgelse uvedkommende.
Anders Sandøe Ørsted var i sin Tid inde herpaa, og skønt han udtaler
sig overordentlig forsigtig og begrænset, er der en vis Rimelighed for,
at han kan have haft en Opfattelse af Akternes Mening, der ikke er
Erslevs meget fjern. For det første maa det fremhæves, at Erslevs
Fortolkning vilde blive ganske uberørt, men dernæst vilde man ikke
kunne komme bort fra, at den Ed af Fyrster og Undersaatter, der aflagdes
i 1721 for Hertugdelens Vedkommende, bandt Hertugdelen til Kongelovens
Arvefølge. Hvad Kongedelen angaar, vilde man derimod, hvis man ikke
kunde gaa ind paa, at Frederik IV’s Forudsætning var rigtig, naa til det
ganske vist mærkelige Resultat, at det blev Kongedelen, hvis Arvefølge efter
1721 ikke faldt sammen med Kongerigets. Jegtilslaar, at jeg ikke kan
tillægge hele denne Slutning andet end teoretisk Betydning; det vilde
imidlertid være interessant, om denne Mulighed, der jo væsentlig er en
specifik juridisk Fortolkningssag, engang blev alsidig belyst af en kyndig
Jurist. Man vilde da tillige kunne klare Spørgsmaalet om, hvor vidt den
Ed, Hertugdelens Indbyggere havde aflagt kunde tabe i Retskraft, fordi
Underskriveren ved at aflægge Ed paa Kongelovens Arvefølge gik ud fra
den forkerte Forudsætning, at denne gjaldt i Kongedelen. Man skulde
paa Forhaand være fristet til at afvise denne Tanke, alene fordi Eden,
i det Øjeblik den underskrives jo ikke længere blot er historisk
Vidnesbyrd om Kongens Vilje og Mening, men tillige bliver Underskriverens
positive og selvstændige Viljeserklæring.
I Sammenhæng hermed rejser sig tillige det Spørgsmaal, hvor
vidt de sønderborgske Liniers Arvekrav var ophævet efter 1721 eller
ikke, et Spørgsmaal, A. D. Jørgensen gaar meget ind paa, men paa en
Maade, der rammes haardt af Erslevs Kritik. Spørgsmaalet er jo meget
vigtigt, idet det fører til Spørgsmaalet om de augustenborgske Arvekravs
Berettigelse, og kræver utvivlsomt en ny gennemgribende Prøvelse. Prof.
Erslev gaar imidlertid ikke nærmere ind paa det i den foreliggende
Undersøgelse, og jeg skal heri følge hans Eksempel; men naar man,
hvad der vil være al Grund til, paa ny optager Augustenborgernes Historie
til Undersøgelse, vil man være aldeles nødt til at bringe deres Arvekravs
Forhold til Arvehyldingen 1721 paa det rene.
Paa et enkelt, ganske vist perifert Punkt tror jeg ikke, at Prof.
Erslevs Slutninger er helt rigtige. Hvor han S. 76 omtaler Koncepterne
til Eden og Patentet nævner han i en Note, at den Henvisning til Lex
regia, der har spillet saa stor en Rolle, er kommen ind gennem en
underordnet Embedsmand i Kancelliet. Dette behøver imidlertid ikke at være
Tilfældet, der kan jo, selv om det ikke nu aktmæssig kan eftervises, meget
velhave foreligget en mundtlig Ordre; det er ikke urimeligt, at f. Eks.
Sehested kan have set paa den Formular fra 1684, der lagdes til Grund for
Koncepten til Eden fra 1721, og kan have givet en foreløbig Anvisning
til Ændringen. Naar Forf. S. 79 betvivler A. D. Jørgensens Ret til uden
videre at tillægpre Sehested Æren for visse vigtige Rettelser i Koncepterne,
maatte Konsekvensen blive en lignende Varsomhed paa dette Punkt —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
