Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - A. Friis: Kr. Erslevs Fortolkning af Arvehyldingsakterne af 1721
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
931 Arvehyldiiigsakterne af 1721
Men frister Prof. Erslevs Undersøgelse ikke til Angreb paa dens
Resultater, saa tilskynder den derimod til en Række forskelligartede
Betragtninger.
Over Kong Frederik IV og de af hans Raadgivere, der
affattede Aktstykkerne i 1721 og ordnede Arvehyldingen, falder der
ved Erslevs Undersøgelser et Lys, der langtfra er saa gunstigt
som det, hvori vi plejer at se dem. Ikke mindst under
Paavirkning af A. D. Jørgensen er vi kommen til at se med overordentlig
stor Anerkendelse paa disse Mænds Gerning i 1721. Den forekom
os at være en virkelig Statsmandshandling, en klog og fuldt
overvejet Besegling af den sejerrig tilendebragte Kamp med Gottorperne,
vi beklagede kun, at Frederik IV ikke satte Kronen paa sit Værk
ved at lade den statsretlige Inkorporation af Slesvig efterfølges af
den administrative Indlemmelse, som vi véd, at han i 1721 var
stemt for, men udsatte. Nu ser vi dette Mesterstykke af
Stats-kunst reduceret meget stærkt, kun det allermest nærliggende
udførte man, og hvad der udførtes var uklart og mangelfuldt. Naar
A. D. Jørgensen om Christian Sehested siger, at „han havde sørget
for at faa Sønderjyllands Indlemmelse fuldbyrdet paa den mest
betryggende Maade", saa maa vi nu i Modsætning hertil beklage,
at Sehested netop ikke forstod at gøre dette. Havde han foruden
sit gode danske Sindelag haft Holsteneren Gensch von Breitenaus
statsretlige Skarpsindighed og Viden, var det blevet bedre; det
Værk, han satte i Scene, var mangelfuldt og lidet fremsynet og
bragte, som Facit udviser, ingen Klarhed eller Betryggelse. Atter
her paatrænger sig en pinlig Følelse af, hvor lidt overlegen
Stats-mandsdygtighed der paa afgørende Vendepunkter i vor Historie
har staaet til Danmarks Raadighed.
Paa dette Punkt ser vi Erslevs Opfattelse skille sig fra A. D.
Jørgensens og herved føres jeg til at betragte en overordentlig
interessant Side af den hele Undersøgelse. Saa central en Stilling
indtager A. D. Jørgensen i vor Historieforskning, saa ejendommeligt
er særlig hans Forhold til Sønderjyllands Historie, og saa betydelig
en Plads indtager Afhandlingen fra 1885 i hans Forfatterskab, at
Læseren af Erslevs Arbejde med særlig Opmærksomhed vil følge
Forholdet mellem de to Forfatteres Opfattelse af Problemet.
Naar jeg har betonet, at Erslev forlader den ældre Metode og
paa et afgørende Punkt gaar imod den ældre danske Opfattelse,
da er jo Forholdet egentlig dermed givet; men det maa udtrykkes
endnu skarpere: helt igennem underkender og modbeviser Prof.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
