Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105 Georg Brandes og Danmark
at han har besejret sin Modstand. Han har ikke gjort det,
allerede af den Grund, at han ofte ikke har kendt den. At anse
f. Eks Religion for Teologi, er ikke mere træffende, end om en
vilde kalde Stjernehimlen for Astronomi.
Men Brandes har ikke blot sat Tvivlen, „den frie Tanke", i
Bevægelse i sit Folk; han har paa en egen Maade udtrykt, ja været
Tvivlen om det. 1 hans personlige Udvikling, hans Forfatterskab
er denne Følelse udtrykt med større Energi end noget andet Sted,
saa at sige prentet ind i Historien. Det er Aanden fra 64, Tvivlen
om Danmark, men en Tvivl, der rider igennem ud paa den anden
Side. Det er vistnok — som i den Afhandling om Oehlenschlägers
Aladdin, der har en Midtpunktstilling i hans nationale
Forfatterskab — Nureddin, der hævnes paa Aladdin, men i hans egen
Skikkelse: „dertil har jeg en dygtig Ladning Mod, forsynet med saa
stor en Slump Foragt" o. s. v. Det Billede af Brandes, der
gaar i Handelen, hvorpaa han med det trætte Hoved i Haanden
stirrer tomt ud i Tilværelsens uhyre Tomhed, er lige saa usandt
som det Billede af Oehlenschläger paa Stolen, som han har haanet.
Til Forskel fra megen anden doven Skepsis — en særdeles
„national" Tvivl — begynder denne Tvivl om Nationaliteten med
en rask og resolut Fornægtelse. Indledningsforedraget til
Forelæsningerne i Aaret 1871, „der satte Skel i min litterære Eksistens",
efter Udenlandsrejsen, da Brandes ret havde faaet sit Danmark
uden for sig, betegner paa alle Punkter — ofte med Tilbageholdelse
af sympatetiske Følelser — et Brud med den traditionelle
Tænkemaade. Det er det samme Europa, der politisk havde gjort det at
med det naive Danmark, som nu overvældede det aandeligt i
Brandes’ Forelæsninger. Medens andre af vore nationale Skribenter,
der ligesom Brandes har faaet en Hovedtilskyndelse til deres
Forfatterskab af Fædrelandets Ulykker, A. D. Jørgensen, Troels Lund,
har søgt at lempe Folkets Levetraad over Bruddet, klipper Brandes
den over. Dette Danmark, der af Ukendskab til Verden havde
forblødt sig i den slesvigske Krig og af Had til Virkeligheden
forbrændt sig i Søren Kierkegaards Ekstase, det er forbi, og
„Hovedstrømningerne" spreder dets Aske paa Havet.
At det gør ham ondt at foretage denne Operation, taler han
naturligvis ikke højt om. Han har dog sagt det et Sted (i „Forklaring
og Forsvar"), men behøvede, for dem, der kender ham, slet ikke
at sige det. Da man engang for et Par Aar siden bad Brandes
som et Slags Stambogsblad i et Julehæfte at besvare en Række
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
