Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Georg Brandes og Danmark
personlige Spørgsmaal, og han var godmodig nok til at gøre det,
skrev han som Svar paa Spørgsmaalet, hvilket Navn han syntes
bedst om: Danmark. Man tror det gerne. Ingen, der ret af
Hjertet har elsket den Skønhed, som dette Navn betyder — og
blandt dem, der har elsket „Danmark" højest paa denne Maade,
er netop nogle af vore jødiske Landsmænd: Hertz og Goldschmidt
— har elsket det som han. Søger man efter det springende Punkt,
Kimen, i en genial Virksomhed, vil man som bekendt ofte støde
paa noget, der forekommer den udenforstaaende at grænse til
Afsind. Dette frugtbare Sværmeri, denne egentlige Mani i Brandes’
kunstneriske Begavelse er hans Evne til at lade sig rent ud betage
af et „Navn": et Ord, et Udtryk. Det er dette Geni til at tilegne
sig, hvormed Naturen har holdt den kritiske Begavelse skadesløs
for Manglen paa Skaberevne. Brandes har denne Evne i en
enestaaende Grad. Jeg véd ikke, om dette kan forstaas af profane,
men for en indviet er der heri noget gribende. Denne Kritiker er,
som Franskmanden siger, fou d’un mot. Med den Evne læser han
alle sine Digtere, Shakespeare, Heine, fransk Lyrik. Mest føler han
naturligvis saaledes over for sit Modersmaal. Han elsker det, ikke,
som det er naturligt for enhver, der bruger det kunstnerisk, som
en Soldat "hölder af sit Vaaben eller en Musiker af sit Instrument,
men virkelig elsker det, ømt, uselvisk, som man elsker en Kvinde.
Og allermest, skulde jeg tro, formaar han at føie saaledes over for
det, han først elskede paa denne Maade. Han, hvis Retskrivning
længe var paafaldende konservativ, og som oftere har erklæret
sin Kærlighed for Sprogets „gotiske Sirater" („halvtredsindstyve*
o. lgn.) er endnu en Gæk efter et gammelt Vers. Da han engang
— er det blevet mig fortalt — i en privat Kreds læste nogle Digte
af Johannes Ewald, kom han i en sand Begejstring over
Nationalsangen og udbrød, at han vilde give alt, hvad han havde skrevet,
for den ene Linie: Sortladne Hav. Saaledes mærker man idelig i
hans kritiske Fremstilling af danske Digtere af den gamle Skole
ved en Paavisning eller blot et Citat, der røber en dyb Lidenskab
i Hengivelsen, at det har været ham noget mere end „en
Behagelighed", som han siger (i Forklaring og Forsvar), „at gøre
Lystvandringer i vor Litteraturs Blomsterhave."
Med en saadan Kærlighed til det døde eller dog døende
Danmark — hvis Genius længe forekom ham at have sit ypperste
Udtryk i den sørgmodigt skønne Michael Wiehe paa Teatret —
skrev han i Kampaarene sine „fredelige Blade" om danske Digtere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
