Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
117
Hengivelse var den unges Lidenskab. Denne revolutionære
gik fra Naturens og Opvækstens Haand ud i Livet med et stort
Fond af Pietet og en Trang til at slutte sig beundrende til nogen
og slutte sig tjenende til en Sag. Hans Forhold til Jul. Lange
var det første af de broderlige Hengivenhedsforhold til noget ældre,
som der er flere af i hans Liv. Med den smukkeste Pietet
nærmede han sig til de store, gamle Romantikere i deres Nedgang.
Som en troende Adept gik han op i den Hegel-Heibergske Æstetik
og forstod snart med Duksefuldkommenhed at haandtere den
dialektiske Metode og de æstetiske Kategorier; for en Afhandling om
Skæbneideen i den antikke Tragedie vandt han med Glans
Universitetets Guldmedaille. Ingen Lærer kunde ønske sig en mere
begejstret Elev. Naar han kom ud fra en af Hauchs æstetiske
Forelæsninger, løb den unge Student ned ad Trappen og ud paa
Torvet med en Henrykkelse i sit Bryst, der svarede til den, som
havde lyst ud af den gamle Talers Øje. Han levede og aandede i
Entusiasme; han har senere selv husket tilbage paa 17aars Alderen,
— den Tid, man vaagner op som aandeligt Enkeltvæsen, — hvordan
han „gik rundt, luende af Begejstring, følte sig paa en Højde, som
skulde han svimle, hans Hjerte svulmede og blev underlig tungt,
det var ham, naar han saa’ sig omkring, som havde han en Brønd
af Foragt i sin venstre Side".
Foragt — thi en stridbar Rebelskhed og Foragt luer, som
Modstykke til Hengivelsen og Beundringen, allerede i Tresernes
Brandes. Medens han endnu var og vilde være rettroende, var
hans Natur og Væsen dog straks Kætteri. Han følte den samme
Kildren i Panden, som den unge Kierkegaard, efter at støde den
imod noget; i kaad Leg kom allerede baade Løvekloen og
Bukkefoden til Syne; og uregerlig og selvraadig kom han tidlig paa Kant
med baade Personer og Samfundsvedtægter. Den unge æstetiske
Magisters litterære Artikler i „Dagbladet" og „Illustreret Tidende"
beundrede nok af Hjerte den Hertzske Salonkomedie og
Potpourri-Romantik og den Heibergske Vaudeville, men oven paa
Heiberger-skolens blege, tamme Naturløshed forfrisker han sig dog ved
Aarestrups saftige og blussende Sanselighed og ved Chr. Richardts rent
elementære Klangskønhed i Sprog og Rytme. Ogsaa til
Prosastilen sætter hans artistike Finfølelse — opdraget af Kierkegaard og
Goldschmidt og af franske Prosaforfattere — de kunstneriske
Fordringer op i en ukendt Grad. Men især ved Tone og Form var
disse Anmeldelser en kættersk Nyhed. Uden Heibergske Kunstord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
